Garvet borgmester vil i Folketinget

Erik Flyvholm har været borgmester i Lemvig Kommune siden 2007

Offentliggjort Sidst opdateret

Erik Flyvholm stiller op til Folketinget

Erik Flyvholm, Danmarks længst siddende nuværende borgmester, stiller op til det næste folketingsvalg.

Han har været borgmester i Lemvig Kommune siden 2007 og efterfølger transportminister Thomas Danielsen i kredsen ved Lemvig og Struer.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Danmarks længst siddende nuværende borgmester, Erik Flyvholm (V), stiller op til det næste folketingsvalg.

Det siger han i et interview med TV Midtvest.

- Jeg har sagt ja, fordi nogen har været så venlig at spørge mig, om ikke det var min tur til tage en runde i den manege, siger han.

Borgmester siden 2007

Erik Flyvholm har været borgmester i Lemvig Kommune siden 2007, men genopstiller ikke ved kommunalvalget 18. november.

Forinden var han borgmester i den daværende Thyborøn-Harboøre Kommune. Her blev han borgmester i januar 2002.

Han har dermed været borgmester i næsten 24 år, og det gør ham ifølge TV Midtvest til Danmarks længst siddende nuværende borgmester - sammen med Mogens Christen Gade (V), der er borgmester i Jammerbugt Kommune.

Erik Flyvholm (V) har været borgmester i Lemvig Kommune siden 2007, men stiller ikke op til kommunalvalget i november. Han vil i stedet forsøge at komme i Folketinget (Arkivfoto).

Efterfølger minister

Erik Flyvholm skal efter planen stille op i kredsen ved Lemvig og Struer.

Her efterfølger han transportminister Thomas Danielsen (V), der har skiftet kreds til Holstebro.

Flyvholms kandidatur bliver først bekræftet på et opstillingsmøde den 23. oktober, skriver DR.

1.492 personlige stemmer

Erik Flyvholm er også medlem af bestyrelsen i Kommunernes Landsforening, hvor han er formand for det internationale udvalg. Han er også med i Venstres hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Ved seneste valg i Lemvig Kommune fik han 1492 personlige stemmer ud af 11.485 gyldige stemmer.

Borgmesteren er oprindeligt uddannet civiløkonom og har tidligere arbejdet hos Bang & Olufsen.

Flere borgmestre genopstiller ikke

Han blev valgt til byrådet første gang i 1998 i Thyborøn-Harboøre Kommune.

Erik Flyvholm er ikke den eneste erfarne borgmester, der ikke genopstiller ved kommunalvalget. 26 ud af landets 98 borgmestre genopstiller ikke.

Titlen som den længst siddende borgmester nogensinde tilhører Kjeld Rasmussen fra Socialdemokratiet, der var borgmester i Brøndby i 39 år mellem 1966 og 2005.

Powered by Labrador CMS