Skole evakueret
Vej afspærret
Opdateret: Udslippet viste sig at være ufarligt, og evakueringen er ophævet.
Frederiksbjerg Skole på Ingerslevs Boulevard i Aarhus C er onsdag formiddag blevet evakueret.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet er sammen med brandvæsenet til stede ved skolen.
Årsagen til evakueringen er fundet af et ukendt kemikalie.
Anmeldelsen kom klokken 10.34.
Eleverne er blevet evakueret til nærtliggende gymnastiksale og vejen er blevet afspærret i begge retninger.
- Tidshorisont ukendt, men følg vores anvisninger på stedet, skriver Østjyllands Politi.
Kom fra kælderen
Der er umiddelbart ingen tilskadekomne.
Skoleleder Dick Douglas Glintborg oplyser til Ritzau, at skolen reagerede, fordi medarbejdere observerede noget røg eller damp i skolens kælder.
Han oplyser desuden, at alle skolens 34 klasser blev evakueret på omkring fire minutter. Han har sendt en besked ud til elevernes forældre på skolens kommunikationsplatform Aula, hvor han har oplyst, at eleverne har det godt.
Dick Douglas Glintborg ved endnu ikke, hvad det vil betyde for undervisningen resten af dagen.
Frederiksbjerg Skole er en kommunal folkeskole med 965 elever fra 0. til 9. årgang samt skolefritidsordning (SFO) med børn fra 0. til 3. årgang, skriver skolen på sin hjemmeside.
Desuden rummer bygningen en børnehave, klub, tandlæge og sundhedsplejerske.
Skolen beskæftiger cirka 60 lærere, 25 pædagoger og 20 teknisk administrative medarbejdere.
Nyheder.dk følger situationen og opdaterer, hvis der sker væsentligt nyt.