Har du råd til Danmarks billigste hus?

Mangler du et millionbeløb til nyt hus? Så se med her

Danmarks billigste hus ligger på Lolland.
Udgivet Opdateret

Går du og drømmer om at blive husejer, men ligger du ikke lige inde med et millionbeløb, som det ofte kræver at købe en villa?

Så kan du med fordel sætte kursen mod Lolland.

Her er netop kommet et hus til salg for 99.000 kroner – en udbudspris, der cementerer ejendommen som landets absolut billigste villa på det offentlige marked lige nu.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Tæt på Knuthenborg

Det billige hus er ifølge salgsmaterialet hos mæglerforretningen et sammenbygget byhus, der er kondemneret, hvilket betyder, at man ikke kan flytte direkte ind og bebo det, som det er nu.

Der ligger altså lidt af en renoveringsopgave foran den nye ejer, inden vedkommende kan rykke ind i det 70 kvadratmeter store hus, der ligger i den lille landsby Reersnæs på sydhavsøens nordlige kyst tæt på Knuthenborg Safaripark.

Billigste huspriser

Lolland er ifølge Boligas udbudsdata den kommune, der har de billigste huspriser i landet for øjeblikket:

Lige nu koster en huskvadratmeter i gennemsnit omkring 6.500 kroner i ø-kommunen, hvor der til sammenligning skal betales 16.000 kroner for en tilsvarende kvadratmeter på landsplan.

I den helt lave ende

Selvom priserne i området altså allerede er i den helt lave ende af prisskalaen på boligmarkedet, så skal der langt mindre til for at købe en kvadratmeter i Danmarks billigste hus:

Den beskedne udbudspris på knap 100.000 kroner betyder nemlig, at du skal betale lige over 1.400 kroner pr. kvadratmeter for den lollandske landsbyvilla – en besparelse på næsten 80 procent i forhold til området.

Se flere billeder på boliga.dk.

Powered by Labrador CMS