Her er Putins nye "krigs-chef"

Rusland har for første gang udpeget en ny øverstbefalende i Ukraine. Ifølge lektor har de lært af fejlene

Udgivet Opdateret

Med valget af den nye øverstbefalende for krigen i Ukraine, Aleksandr Dvornikov, har den russiske præsident Putin indsat en særdeles erfaren herre.

Det slår lektor ved forsvarsakademiet Claus Mathiesen fast. Han kalder Dvornikov for det helt naturlige valg, netop med baggrund i generalens store erfaring i det russiske militær.

- Aleksandr Dvornikov er den mest erfarne af de russiske militærdistrikt-chefer. Han har været chef for sydligt militærdistrikt, som grænser op til det urolige Nordkaukasus siden 2016.

Kaldt krigshelt

- Derudover har han i næsten et år været chef for de russiske styrker i Syrien. Dermed har han praktisk erfaring fra rigtig krigsførelse, siger han.

Dvornikov bliver da også i Rusland anset for at være en "krigshelt".

Hvad angår krigen i Ukraine er den heller ikke helt ukendt for ham.

Ikke før

- Man kan roligt sige, at den krig han nu bliver sat i spidsen for, det er en han har et udmærket forhåndskendskab til. Han er nemlig også chef for de to armékorps, som man har organiseret styrkerne i Lugansk og Donetsk i.

Der har fra russisk side ikke tidligere været udpeget en overordnet chef for krigen i Ukraine. Det har ifølge Claus Mathiesen vakt undren, da det er normalen.

- Det har været en kilde til lidt undren, at vi ikke tidligere er stødt på et navn for en overordnet chef for hele den russiske militære indsats i Ukraine.

Kender ikke effekten

At Rusland nu har udpeget en øverstbefalende ser han som et tegn på, at landet har lært af tidligere fejl.

- Russerne har tilsyneladende haft noget læring af de fiaskoer, der har været hidtil. Nemlig blandt andet, at der er nødt til at være en overordnet chef for det hele.

- Hvilken effekt det har, det får vi at se. Men der skulle være lidt bedre muligheder for at optræde koordineret. Det har været et af de svage punkter hos russerne, siger han.

Rusland har indsat den 60-årige Aleksandr Dvornikov til at lede 'den særlige militære operation' i nabolandet Ukraine. Lektor ved forsvarsakademiet kalder det 'et helt naturligt valg'. (Arkivfoto).
Rusland har indsat den 60-årige Aleksandr Dvornikov til at lede "den særlige militære operation" i nabolandet Ukraine. Lektor ved forsvarsakademiet kalder det "et helt naturligt valg". (Arkivfoto).

KORT OM KONFLIKTEN

Krigen i Donbass, også kendt som Krigen i Østukraine er en igangværende konflikt siden 2014 i regionen Donbass i det østlige Ukraine.

Konflikten startede efter Den ukrainske revolutionen i 2014 og Krimkrisen i 2014. Separatister overtog kontrollen med offentlige bygninger, og erklærede Donbass uafhængigt fra Ukraine. Den 6. april 2014 blev Folkerepublikken Donetsk oprettet i Donetsk oblast, dette markerer starten på konflikten. Den 27. april samme år blev Folkerepublikken Lugansk i Luhansk oblast oprettet. I alt er over 5.000 mennesker er meldt dræbt og over 1,5 millioner er drevet på flugt.

Kilde: Wikipedia

Powered by Labrador CMS