Lukker i hele Danmark: Rema 1000 stopper efter 10 år
Efter ti år lukker Rema 1000 sin tjeneste Vigo, hvor kunder har kunnet handle for og levere til hinanden.
Rema 1000 lukker sin leveringstjeneste Vigo.
Det oplyser supermarkedskædens kommunikationsdirektør, Jonas Schrøder, på det sociale medie X.
- Det har ikke været en nem beslutning - og den har været længe undervejs, lyder det.
- Men vi må erkende, at tiden er løbet fra tjenesten - i dag bruger færre og færre Rema 1000 med Vigo - en løsning, vi lancerede for ti år siden, hvor kunder kan handle for hinanden i deres lokale Rema 1000-butik, skriver Jonas Schrøder.
Vigo er en digital leveringstjeneste, hvor man kan hente andres dagligvarer og levere dem til døren for dem.
- De seneste ti år har vi udvidet markant med butikker over hele landet, så mulighederne for at handle i en Rema 1000 er derfor kommet tættere på for mange, skriver Jonas Schrøder.
- Så efter lange overvejelser har vi derfor besluttet, at Vigo lukker 1. december i år.
Han tilføjer, at Rema 1000 i stedet vil satse på andre digitale løsninger. Blandt andet rulles tjenesten "Køb & Hent" nu ud i flere butikker. Her kan man bestille varer online og selv afhente dem.