Må naboens træer skygge?

Mange danskere kan ikke nyde solen i deres have, fordi naboens træer skygger

Udgivet

Citathistorie af: Videncentret Bolius

Selvom naboens træer tårner sig 10 meter i vejret og lægger din have i fuldstændig skygge sommeren igennem, giver loven normalt ingen mulighed for, at du kan gøre noget.

Der er dog få undtagelser.

Få regler om træer i Hegnsloven

Skel og hegn er det eneste område, som har lidt regler, der kan have betydning i forhold til naboens træer.

Hegnsloven har regler for skel og hegn, og de giver lov til at beskære grene, som vokser gennem eller opad dit hegn, hvis de er til skade for dit hegn. Du skal altså have en saglig grund til at beskære grenene, og de må kun beskæres til skellinjen.

Hvis grenene til gengæld er ovenover hegnet, kan du kun kræve, at de bliver beskåret, hvis de er rådne, og der er fare for, at de falder ned. Eller hvis de hænger så lavt, at du ikke kan komme forbi med dine havemaskiner.

Tjek regler om træer i servitutter, lokalplan eller grundejerforening

Der kan også være regler om træer i servitutter, lokalplan eller grundejerforening, der skal overholdes, selv om det er sjældent - fx om, hvor høje træer må være. Så tjek dem.

Det lokale hegnssyn i kommunen kan normalt bruges til at afgøre tvister om skel mellem naboer, men hegnssynet tager sig ikke af fritstående træer.

Retssag løser ikke problemer med naboens træ i skel

En sidste mulighed er at anlægge en civil retssag mod naboen, hvor retten kan vurdere, om den naboretlige tålegrænse er blevet overskredet. 

Men selvom retssager måske kan løse sagen teknisk, vil følelserne og forholdet mellem jer som naboer formentlig kun blive værre.

Tal ordentligt til din nabo, hvis træet skygger

Erfaringen viser i stedet, at samtale er vejen frem. 

Tager du en snak med naboen og venligt fortæller, hvilke problemer eller gener træerne giver dig, kan I måske finde frem til en fælles løsning.

Det bedste du kan gøre, er at komme med et kompromis i stedet for et krav.

For eksempel kan du hjælpe med at fjerne træet eller erstatte det med noget andet.

En snak i døren, mens naboen er i gang med aftensmaden eller har familiefødselsdag, skaber ikke de bedste rammer. 

Find en tid, der passer jer begge, og nogle rammer, hvor I kan mødes.

Sådan kan du løse konflikt med din nabo

Hvis du allerede har en konflikt med din nabo, kan du ifølge Center for Konfliktløsning gøre følgende:

  • Tag kontakt til naboen
  • Hold dig til sagen set fra din have
  • Gå efter bolden og ikke manden
  • Lyt til naboens version af sagen
  • Invitér naboen på udsynsvisit
  • Vær kreativ i løsninger
  • Lav fælles aftaler
  • Hjælp at hente

    Hvis tingene er spidset så meget til, at I ikke selv kan finde god måde at snakke sammen på, er der hjælp at hente. 

    Center for Konfliktløsning har gratis konfliktrådgivning, hvor en række rådgivere giver gode råd. 

    Desuden kan I også vælge at mødes sammen med en konfliktmægler, som støtter dialogen.

Powered by Labrador CMS