Mangler soldater som aldrig før

Henrik Lyhne har på det seneste brugt sin status som respekteret mand i Forsvaret til at råbe op om udfordringerne. Han fylder 60 år den 8. juli

Udgivet Opdateret

De seneste par år har brigadegeneral og næstkommanderende i hæren Henrik Lyhne været mere i medierne end normalt.

Han har berettet om udfordringerne i Forsvaret, det være sig mangel på soldater, slidte kaserner eller den lovede brigade, der ikke bliver klar til tiden.

Men han har også noget at have det i, for han kender Forsvaret ud og ind. Henrik Lyhne, der fylder 60 år den 8. juli, har en over 40 år lang militær karriere bag sig.

Ulveunge

Han er opvokset i vestjyske Varde og grundlagde sin interesse for praktikken som ulveunge hos spejderne.

I 8. klasse kom han i praktik på Varde Kaserne efter et orienteringsmøde om Forsvaret. Og siden kom han ind på Sergentskolen på Sønderborg Kaserne.

Der lærte en ung Henrik Lyhne om den disciplin, der siden skulle følge ham i arbejdslivet.

Henrik Lyhne har tilbragt årtier i Forsvaret, har været udsendt, og internt er han respekteret. Lyhne fylder 60 år den 8. juli. (Arkivfoto).
Henrik Lyhne har tilbragt årtier i Forsvaret, har været udsendt, og internt er han respekteret. Lyhne fylder 60 år den 8. juli. (Arkivfoto).

Kulturchok

- Det var det største kulturchok nogensinde. Du havde bare at passe støvlerne. Og hvis hjelmen ikke passede dig, var det dit hoved, der var noget galt med, har Henrik Lyhne tidligere fortalt til Dagbladet Holstebro-Struer.

Det var i 1982, han startede i Forsvaret, og siden har han altså ikke forladt det. Han har dermed været med helt tilbage fra før Murens Fald, og han har også været udsendt flere gange til Balkan og senere til Irak og Afghanistan.

Magthaverne lytter

Det er rutinen og kendskabet, der får magthaverne til at lytte, når Henrik Lyhne råber op om problemerne i Forsvaret, som politikerne satser på at rette op på med en enorm milliardindsprøjtning.

I marts udsendte Henrik Lyhne igennem TV 2, hvad han selv betegnede som "et nødråb".

Særdeles kritisk

- Det her er et nødråb. 

- Situationen er særdeles kritisk, især fordi vi mangler soldater som aldrig før. Jeg har været 40 år i Forsvaret, og det har aldrig set så skidt ud, sagde han til TV 2.

FORSVARET

Forsvaret håndhæver Danmarks og Rigsfællesskabets suverænitet og er en del af samfundets samlede beredskab. Forsvaret bidrager til international konfliktforebyggelse og deltager i fredsbevarende og fredsskabende indsatser, når Folketinget beslutter at anvende militær ekspertise og kapacitet.

Kilde: Forsvaret.dk

Henrik Lyhne er far til to, gift og bor lidt uden for Holstebro.

Powered by Labrador CMS