Margrethe har besluttet sig
Midt- og Vestjylland har givet dronning Margrethe en skulptur i gave
Da tronskiftet nærmede sig arbejdede kunstner Johnny Haugaard på liv og løs.
Han er hovedmanden bag skulpturen "Tak", der er en gave fra Midt- og Vestjylland til dronning Margrethe.
Og skulpturen - den er faldet i god jord.
I hvert fald har dronning Margrethe besluttet at give skulpturen fra Midt- og Vestjylland en fast plads på Marselisborg Slot i Aarhus.
Det skriver TV Midtvest.
6000 hilsener
Gaven blev givet i forbindelse med abdikationen.
Den er proppet med over 6000 hilsener fra landsdelen til den afgående regent.
Den endte med at blive 4,5 meter høj og veje godt 300 kilo.
Dronning Margrethe så for første gang kunstværket, da kongefamilien var på besøg i Aarhus i forbindelse med festgudstjenesten i Aarhus Domkirke i søndags.
Blomsterhav
Skulpturen var pyntet med blomster, der også faldt i dronning Margrethes smag.
Hun har derfor valgt, at blomsterne skal plantes rundt om skulpturens placering i slotshaven.
- Jeg håber jo, skulpturen ender med at stå i et helt blomsterbed, lyder det blandt andet fra kunstner Johnny Haugaard, der kalder forløbet for "den vildeste rejse og en pisse god leg".
Og nu får den altså en fast plads på Marselisborg.