Mathilde har brugt 110.000 kroner på en 'mommy makeover'

Stor interesse for kirurgisk pakkeløsning specielt til mødre

Mathilde vejede over 100 kilo, da hun var gravid med sine tvillinger. I dag vejer hun omkring 56 kilo.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: woman.dk

Kroppen gennemgår for mange kvinder en stor forandring efter at have båret og ammet et barn. 

Huden omkring maven kan blive løs, brysterne kan miste fylde, og de ekstra kilo kan være svære at komme af med.

Flere af landets skønhedsklinikker oplever en stigende interesse for kirurgiske pakkeløsninger til de mødre, der ønsker at lave om på deres efterfødselskrop. 

Det viser tal, som Woman.dk har indsamlet.

Operationen kaldes ‘mommy makeover’, og i pakkeløsningen kommer en brystoperation og maveskindsoperation og i nogle tilfælde en fedtsugning, der alt sammen udføres under en lang operation på tre-fem timer.

Følte sig ikke hjemme i sin krop

26-årige Mathilde Bach er en af de kvinder, der, efter et større vægttab og en graviditet med tvillinger, kunne mærke, at hun ikke følte sig hjemme i sin krop.

- Når jeg stod uden tøj på, lignede min krop ikke min krop, og det kunne jeg ikke leve med. Jeg ville gerne genkende mig selv i spejlet og være tilfreds, fortæller hun til Woman.dk.

Så i slutningen af september fik hun foretaget sin makeover.

I Danmark bliver der udført flere hundrede mommy makeovers om året. Det er en operation, som de danske privathospitaler oplever stigende interesse for.

- Der har uden tvivl været en markant stigning i interessen efter mommy makeovers de sidste tre til fem år. Det er især blandt kvinder, der har gennemgået graviditet eller større vægttab – en gruppe, der i dag er blevet betydeligt større grundet det øgede brug af vægttabsmedicin, siger Jens Bengaard, der er plastikkirurg og medejer af Lift Clinic.

100 mommy makeovers om året

Hos Lift Clinic, der ligger i Aarhus, København og Esbjerg, foretager de omkring 100 mommy makeovers om året.

Den samme tendens oplever de hos Amalieklinikken i København, der hvert år laver mellem 50-100 operationer.

- Efterspørgslen er klart stigende, siger Jens Jørgen Elberg, plastikkirurg og medejer af Amalieklinikken.

Der findes ikke opgørelser over, hvor mange mommy makeovers der hvert år bliver foretaget på de danske privathospitaler, da indgrebene, som mommy makeoveren består af, registreres individuelt hos Sundhedsdatastyrelsen.

De nyeste tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af kvinder, der for egen regning får et maveløft, er tredoblet på ti år. Antallet af selvbetalte brystløft er mere end tredoblet i samme periode.

For at få et indblik har Woman.dk været i kontakt med størstedelen af de klinikker, der tilbyder operationen.

Ud over Amalieklinikken og Lift Clinic oplyser AK Nygart, Pfeiffer Plastikkirurgi, HCA-Klinikken, Aleris og Cerix alle en stigende interesse for indgrebet. Klinikkerne laver alt mellem 25-100 mommy makeovers om året.

Fem timer i fuld narkose

Mathilde Bachs operation tog fem timer i fuld narkose.

Her fik hun fjernet noget af sit naturlige brystvæv, fik implantater på 300 ml i hvert bryst og fik fjernet et kilo hud, da maven blev strammet op.

Mathilde Bach har betalt 110.000 kr. for sin operation, og den har ifølge hende været alle pengene værd.

- Jeg føler endelig, at min krop afspejler mig og det hårde arbejde, jeg har gjort for at komme tilbage.

Powered by Labrador CMS