Mette F.: Go' snak med Rubio
Møde med USA's udenrigsminister gik godt
Statsminister Mette Frederiksen (S) og Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, har haft en "konstruktiv samtale" med USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
Det oplyser Statsministeriet efter mødet, som foregik i kanten af sikkerhedskonferencen i München.
Her deltager Mette Frederiksen og Marco Rubio sammen med en lang række andre stats- og regeringsledere i samtaler, der skal styrke det transatlantiske samarbejde.
- Konstruktiv samtale med udenrigsminister Marco Rubio sammen med Jens-Frederik Nielsen, formand for Naalakkersuisut, på sikkerhedskonferencen i München.
Arbejde fortsætter i "højniveauhruppe"
- Arbejdet vil fortsætte som aftalt i højniveaugruppen, siger Mette Frederiksen i Statsministeriets opslag på X.
Hun henviser dermed til den arbejdsgruppe, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) aftalte med netop Marco Rubio og USA's vicepræsident, J.D. Vance på et møde i Washington i januar.
Arbejdsgruppen skal finde løsninger, der kan imødekomme USA's bekymringer for sikkerheden i Grønland og Arktis.
Mens arbejdsgruppen fortsætter sit arbejde, så blev Natos forsvarsministre i denne uge enige om at oprette missionen Arctic Sentry.
Den skal med opbakning fra USA være Natos langsigtede bud på, hvordan Rusland og Kina kan holdes væk fra regionen.
Dermed ser spændingerne mellem USA på den ene side og Danmark og Grønland på den anden side ud til at aftage.