Mette Frederiksen mødes med Nato-chef fredag
Den danske regeringstop i tæt kontakt før Ruttes møde med Trump onsdag
Den danske statsminister, Mette Frederiksen, skal fredag mødes med Natos generalsekretær, Mark Rutte.
Det bekræfter Statsministeriet over for DR.
Statsministeren overnatter derfor i Bruxelles efter det ekstraordinære topmøde, der finder sted torsdag aften.
Mødet med Nato-chefen kommer, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, onsdag mødtes med Mark Rutte.
Efter mødet lød det, at Trump og Rutte var blevet enige om en ramme for en fremtidig aftale i spørgsmålet om Grønland.
Sparsomt med detaljer
Det er fortsat sparsomt med detaljer om aftalen mellem Trump og Rutte. Den blev indgået under et møde, der blev afholdt i Davos under World Economic Forum, hvor Danmark ikke sendte regeringsrepræsentanter af sted.
Både DR og Berlingske har beskrevet, hvordan Mark Rutte op til mødet var i tæt kontakt med den grønlandske og danske regeringstop i form af den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, samt den grønlandske minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.
De gav ifølge Berlingske Rutte et mandat til at fortælle Trump, hvad Danmark og Grønland er villige til i forhold til at indgå en aftale.
Rutte fik blandt andet lov til at videregive, at Danmark og Grønland er klar til at genbesøge forsvarsaftalen fra 1951.
Aftalen sætter rammerne for USA's tilstedeværelse i Grønland. Den betyder, at USA i regi af Nato skal bistå Danmark i forsvaret af Grønland.
Skal spørge Danmark
USA har ret til fri adgang overalt i Grønland, men kan ikke selv etablere nye faciliteter, uden at Danmark går med til det.
Mette Frederiksen understreger torsdag, at man fra dansk og grønlandsk side har signaleret meget klart over for USA, at man kan arbejde inden for rammerne af sådan en aftale.
- Der er et grundlæggende ønske om, at der skal være en dybere snak med Danmark og Grønland på den ene side og USA på den anden.
Grønland klar til mere militær
- Jeg kommer ikke til at gå i detaljer med de samtaler. Vi har en aftale omkring forsvar fra 1951. Kan vi udbygge den, er det bestemt ikke noget, vi afviser, sagde hun torsdag på vej ind til topmødet i Bruxelles.
Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, fastslog også torsdag på et pressemøde med stor international mediebevågenhed, at Grønland er klar til mere militær tilstedeværelse, herunder en permanent Nato-mission.
- Vi har altid været dedikerede til Nato-alliancen, herunder en mere permanent Nato-mission i Grønland og mere militær tilstedeværelse og øvelsesaktiviteter, siger han.