Ny melding om corona

Covid-19 er nu nedklassificeret fra alment farlig sygdom til smitsom sygdom på epidemilovens skala

Udgivet Opdateret

Hidtil har covid-19 været klassificeret som en alment farlig sygdom, men det er slut nu.

Fremover vil den blot være en smitsom sygdom ifølge den definition, der er i epidemiloven.

Den ændrede kategorisering blev meldt ud i starten af marts og er med overgangen fra fredag til lørdag trådt i kraft.

Isolation og personoplysninger

Ifølge epidemiloven er der ved alment farlige sygdomme mulighed for at indføre en række særlige foranstaltninger.

Eksempelvis kan der udstedes påbud om isolation, og der er udvidet adgang til, at myndigheder kan dele personoplysninger.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har tidligere fortalt, at den nye kategorisering af covid-19 ikke betyder, at corona er væk.

Stadig en trussel

Men ændringen afspejler, at den ikke længere er nogen stor trussel mod samfundet.

Epidemiloven arbejder med tre forskellige kategorier.

Der er de smitsomme sygdomme, hvor altså covid-19 nu er, og som også influenza hører under. Og så er der de alment farlige sygdomme, som corona har hørt under det seneste års tid.

Den tredje kategori er en samfundskritisk sygdom. Den hørte covid-19 til indtil starten af 2022. Sygdomme i denne kategori risikerer at medføre alvorlige forstyrrelser af samfundsfunktioner, lyder det i definitionen.

En milepæl

Med nedklassificeringen markeres en milepæl i dansk coronahistorie.

Det har været tre år, der har ændret samfundet på godt og ondt, siger Michael Bang Petersen, professor på Aarhus Universitet, som har forsket i danskernes holdninger, tillid og adfærd under corona.

Det er kendt stof, at der er grupper, som har fået en større mistillid til systemet og den politiske top. Men der er også positive aftryk af krisen, påminder han:

- Det er vigtigt at sige, at vi ikke kun er blevet dårligere rustet. Der er noget i vores data, der tyder på, at det at komme igennem en krise giver os tiltro til egne evner til at håndtere stor turbulens.

- Så mens vi har tæret lidt på tillidsressourcen, har den enkelte fået en oplevelse af, at det her kan vi faktisk godt, siger han og nævner specifikt den yngre generation, der har oplevet at stå igennem en alvorlig situation.

Nok af kriser

På den måde står vi på nogle områder svagere og på andre stærkere til nye kriseperioder, siger Michael Bang Petersen.

- Der er jo nok af kriser i horisonten, og nogle af dem står vi allerede i, slutter han.

De sidste offentlige testcentre lukkede fredag. Nu nedklassificeres corona til at være defineret som en smitsom sygdom. (Arkivfoto).
De sidste offentlige testcentre lukkede fredag. Nu nedklassificeres corona til at være defineret som en smitsom sygdom. (Arkivfoto).

Sådan virker corona-vaccinerne

* Vaccinen indeholder en såkaldt kodestrimmel, der får kroppens celler til at danne antistoffer mod coronavirus.

* Herefter kan kroppens immunforsvar genkende og beskytte sig mod coronavirus.

* Man skal have vaccinen to gange med et par ugers mellemrum, for at den har optimal effekt.

* Man kan efter vaccination forvente at være “godt beskyttet” mod coronavirus.

* Det er dog ikke sikkert, at alle vaccinerede får fuld beskyttelse mod virusset.

* Det vides ikke, hvor længe effekten af vaccinen vil vare.

* Eventuelle bivirkninger kan muligvis vise sig ved forbigående rødme, der hvor man er blevet stukket, forbigående feber eller muskelømhed.

* Alvorlige bivirkninger efter en vaccination er meget sjældne.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.
Powered by Labrador CMS