Rammer Københavns Lufthavn

Hackerangreb har søndag ramt både Københavns Lufthavn og Thisted Kommune. Deres hjemmesider er derfor nede

Udgivet Opdateret

Hackerangreb på Københavns Lufthavn og Thisted Kommune

Københavns Lufthavns hjemmeside, cph.dk, er ramt af et hackerangreb, hvilket lufthavnen har annonceret på Facebook.

Thisted Kommune er også udsat for et hackerangreb, formodentlig udført af russiske hackere, hvilket påvirker Thisted Lufthavns hjemmeside.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Københavns Lufthavn oplever i øjeblikket et hackerangreb på sin hjemmeside cph.dk.

Det oplyser lufthavnen i et opslag på Facebook.

- Har du behov for informationer om din flyrejse, beder vi dig bruge vores smartphone app, som du kan downloade gratis i din app store, skriver de.

Derudover påvirker angrebet booking af parkeringspladser ved lufthavnen.

Også Thisted

Også Thisted Kommune oplever i øjeblikket et massivt hackerangreb på sin hjemmeside. Derfor er hjemmesiden nede.

Sådan lyder meldingen på kommunes Facebookside.

Ifølge TV Midtvest er det russiske hackere, der har været på spil vedrørende Thisted Kommune. Her har angrebet været rettet mod Thisted Lufthavns hjemmeside, har kommunen oplyst til mediet.

- Jeg tror ikke, at de ved, hvor lille en luft havn der er tale om, siger Michael Max, der er leder af kommunens kommunikation, til TV Midtvest.

Arbejder på højtryk

I opslaget på Facebook skriver Thisted Kommune, at den som følge af angrebet forventer at have udfordringer de næste par dage.

- Vi arbejder på højtryk for at løse problemet og beklager, at vi ikke kan yde den samme service som normalt, lyder det.

Her oplyser kommunen også, at informationer og services, der normalt søges frem på hjemmesiden, også kan klares over telefon og mails.

Derudover siger Michael Max til TV Midtvest, at borgernes følsomme oplysninger ikke er i fare.

Det drejer sig kun om praktiske informationer på hjemmesiden.

Powered by Labrador CMS