Rockwool pralede midt under krigen

Rockwool brystede sig midt under Ukraine-krigen med at have isoleret den russiske flådes hovedkvarter

Udgivet Opdateret

Citathistorie: Danwatch og Ekstra Bladet 

I slutningen af juli 2022, mens Ruslands invasion af Ukraine rasede, offentliggjorde Rockwools russiske datterselskab et reklamekatalog, hvori det fremhæves, at selskabets produkter er blevet brugt i renoveringen af den russiske flådes 53.000 kvadratmeter store hovedkvarter i Skt. Petersborg.

Det er herfra, ordrerne til russiske krigsskibe udstikkes, og blot 14 dage før Rockwools offentliggørelse af kataloget havde en russisk ubåd sendt missiler ind over den ukrainske by Vinnytsia, hvor de dræbte 28 civile, herunder 3 børn. 

Spillede central rolle

Flåden spillede også en central rolle i Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014.

Det skriver Danwatch og Ekstra Bladet torsdag.

Rockwool angiver i kataloget, at arbejdet på hovedkvarteret er udført i 2020, og at det drejer sig om to specifikke typer af Rockwool til tagisolering. 

Ifølge de russiske myndigheder har flådens hovedkvarter efter en ordre fra Forsvarsministeriet gennemgået en årelang renovering, der blev færdig i 2021.

Vil ikke gå i detaljer

Danwatch og Ekstra Bladet har stillet Rockwool en række konkrete spørgsmål om hovedkvarteret, men kommunikationschef i Rockwool Michael Zarin afviser i en mail at gå ind i detaljer om konkrete handler.

“I Rockwool plejer vi ikke at kommentere på detaljerne, I spørger ind til, der vedrører konkrete projekt- eller kundeforhold. Men som vi tidligere har udtalt, har Rockwool omfattende retningslinjer, når det kommer til risikovurderinger og due diligence.”

Har ikke brudt sanktioner

Danwatch og Ekstra Bladet har tidligere dokumenteret, at Rockwool har tjent millioner af kroner på, at selskabets produkter fra 2014 og frem til 2020 er havnet i forskellige militære projekter i Rusland, herunder flådeskibe og i Forsvarsministeriets hovedkvarter i Moskva.

For nylig konkluderede Erhvervsstyrelsen, at Rockwool ikke har brudt nogle sanktioner i forbindelse med eksport af produkter til Rusland.

Rockwools bestyrelsesformand, Thomas Kähler, afviser også, at selskabets forretninger i Rusland skulle være uetiske.

Langt fra enig

“I Rockwool er vi uforstående over for beskyldningerne om, at vi skulle have handlet uetisk (...) For det har vi ikke,” skrev han for nylig i et brev til Danwatch.

Den udlægning er professor i virksomhedsetik Jacob Dahl Rendtorff dog langt fra enig i, når det gælder flådens hovedkvarter.

“Rockwool kan selvfølgelig godt sige, at de har overholdt loven. Men ud fra en etisk betragtning er det selvfølgelig problematisk, og ledelsen har været moralsk blinde over for de ting, der ligger udover det rent juridiske”.

Midt under krigen

”De bidrager jo til, at en totalitær stat opbygger en stærk flåde. En stat, der ikke respekterer menneskerettighederne, ikke respekterer ytringsfriheden og i det hele taget forfølger sine borgere,” siger han.

Jacob Dahl Rendtorff kritiserer også, at Rockwool sendte reklamen med flådens hovedkvarter ud midt under krigen i Ukraine.

”Det, at de reklamerer med at have arbejdet på flådens hovedkvarter midt under krigen, er grundlæggende set udtryk for en blindhed og manglende refleksion over det etiske og moralske ansvar,” siger han.

Blev erklæret ulovlig

Hos den ukrainske organisation Stop Business with Russia (SBWR), der kæmper for, at internationale virksomheder trækker sig ud af Rusland, påpeger man, at annekteringen af Krim i 2014 blev erklæret ulovlig og fordømt på det kraftigste EU og FN.

“Enhver virksomhed, der siden annekteringen af Krim har drevet forretning med russiske statsejede virksomheder og russiske regeringsinstitutioner, har derfor bevidst truffet en beslutning om at engagere sig i uetisk forretningspraksis”.

“Vi er rystede over, at Rockwools produkter er leveret til Ruslands forsvarsministerium og flådehovedkvarter og til at bygge flådefartøjer. Det strider imod alle ESG-standarder”, udtaler en talsperson fra SBWR.

Her ses et udklip fra Rockwool i Ruslands reklamekatalog, hvor det fremgår, at der er brugt Rockwool i den russiske flådes hovedkvarter i Skt. Petersborg.
Her ses et udklip fra Rockwool i Ruslands reklamekatalog, hvor det fremgår, at der er brugt Rockwool i den russiske flådes hovedkvarter i Skt. Petersborg.
Powered by Labrador CMS