Runder skarpt hjørne

Karin Salling er enke efter købmand Henrik Salling. Som næstformand i fonden bag hans livsværk uddeler hun hvert år millioner. Fredag 14. juli fylder hun 80 år

Udgivet Opdateret

Det er de færrest forundt at iføre sig brochen med den gyldne nøgle, som viser, at dronningen har udnævnt dig til kammerdame.

Det er en eksklusive skare af aktuelt 14 kvinder, der står til rådighed for kongehuset, hvor de blandt andet deltager ved større arrangementer.

En af dem er Karin Salling, der er enke efter købmand Herman Salling og næstformand for Salling Fondene. Fredag 14. juli fylder hun 80 år.

Hjertet i Aarhus

Som næstformand i fonden bag Salling Group, der driver kæder som Bilka, Føtex og Netto, har hun i årevis uddelt millioner af kroner til små og store projekter inden for kultur, idræt og sociale formål i Danmark.

Særligt Aarhus, som ligger hendes hjerte nær, er blevet tilgodeset, hvor kulturscenen med teatre og kunstmuseer har fået del i de mange millioner.

Karin Salling er født i Randers og var egentlig godt i gang med livet med mand og barn, da hun i midten af 70'erne mødte købmand Herman Salling.

Var glad for kvinder

Han stod bag stormagasinerne af samme navn og Dansk Supermarked - i dag Salling Group - og var en eftertragtet ungkarl.

Han havde ry for at være glad for kvinder og var 24 år ældre end hende, men trods indledende afvisninger endte de to sammen. De blev gift i 1977 og var sammen i næsten 30 år frem til hans død i 2006.

I dag er hun næstformand i fonden bag Salling Group, som siden 2012 har doneret 1,9 milliarder kroner til flere projekter.

Et privilegium

Pengene er blandt andet gået til teatre, og posten har hun gennem årene taget til sig - selv om hun tidligere har fortalt, at hun ikke er sikker på, at hendes afdøde mand havde forvaltet pengene på samme måde.

- Jeg synes virkelig, det er så dejligt, når jeg tænker på alle de mennesker, der får gavn af vores donationer. Det er bestemt et privilegium, som jeg nyder.

- Men det er også vigtigt for mig, at pengene bliver brugt til at promovere min mand, så vi ikke glemmer ham, fortalte hun til Børsen i 2014.

Aktiv del af samfundslivet

Det har været vigtigt for hende at være en aktiv del af samfundslivet, og at hun sidste år blev udnævnt til kammerdame, mener hun, ligger i forlængelse af hendes arbejde i fonden.

Her ses Karin Salling i juni til frokost på Aarhus Rådhus, da det norske kongepar var på besøg. 15. juli fylder hun 80 år. (Arkivfoto).
Her ses Karin Salling i juni til frokost på Aarhus Rådhus, da det norske kongepar var på besøg. 15. juli fylder hun 80 år. (Arkivfoto).

SALLING

Ferdinand Salling åbnede 6. september 1906 en manufakturhandel på Søndergade i Aarhus, der mest handlede med sengetøj og andre hvidevarer. Butikken blev udvidet ni år efter og igen flere gange i de følgende årtier. Salling flyttede over gaden og købte flere ejendomme, så han i 1948 kunne åbne Salling Stormagasin. I det følgende år blev tre udvidelser føjet til, og selskabet blev omdannet til aktieselskabet F. Salling Stormagasin A/S.

22. juni 1953 døde Ferdinand Salling 73 år gammel. Arvtageren blev den 34-årige søn, Herman Salling, der i 1954 og i 1967 udvidede stormagasinet yderligere. I 1960 åbnede Herman Salling endvidere Føtex via datterselskabet Jydsk Supermarked.

Kilde: Wikipedia

Karin Salling har flere børnebørn og en datter fra ægteskabet før Herman Salling, der kom ind i ægteskabet med to døtre, hvoraf den ene fortsat lever.

Powered by Labrador CMS