Skal fejre fødselsdag med dronningen

Susanne Heering har danset ballet det meste af livet. Bag det forfinede ydre bærer hun på noget, der gjorde ondt. Den 12. oktober fylder hun 85 år

Udgivet Opdateret

I mange år drev Susanne Heering sin egen balletskole, Fru H's Danseinstitut.

Til opvisningerne fik hun hjælp til scenografi og kostumer af dronningen, der kom til Næstved for at give sin veninde en hånd.

I dag er balletskolen og Næstved fortid for Susanne Heering, der fylder 85 år den 12. oktober.

Opvokset i velhavende hjem

Men hun underviser stadig, når hun om fredagen, og nogle gange om tirsdagen, samler veninder og naboer fra rækkehusvejen i Hellerup, hvor hun bor, til ballet.

Susanne Heering er opvokset i et velhavende hjem i Hasseris ved Aalborg og blev som ung gift med Peter Heering, arving til likørvirksomheden med samme navn.

Læg dertil det tætte bånd til kongehuset, som også gælder sønnen Peter og hans hustru, Caroline, der er nære venner af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Susanne Heering var blandt gæsterne til en festforestilling i Det Kongelige Teater i anledning af dronningens regentjubilæum i 2022.

Ramt af anoreksi 

At livet på første klasse ikke sikrer mod modstand, har Susanne Heering mærket.

Første gang, da hun i sine gymnasieår blev ramt af anoreksi, som dengang var ukendt for de fleste - også for hende selv og forældrene. Spiseforstyrrelsen havde nær kostet hende livet.

Mange år senere, da hun for længst var erklæret rask, blev hun formand for præsidiet i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade (LMS). For indsatsen er hun belønnet med et æresmedlemskab.

Mistede søn

Egne erfaringer trak hun også på i årene som formand for bestyrelsen for opholdshjemmet Østerled nord for København, der huser psykisk udviklingshæmmede.

Susanne og Peter Heerings ældste søn, Henrik, var udviklingshæmmet og døde få måneder efter fødslen.

I portrætbogen "Fru H - Susanne Heerings liv, familie og venskab med Dronningen", der udkom i 2008, beskriver hun sorgen således:

- Man bliver et andet menneske. Man tager aldrig mere noget for givet. Aldrig noget som en selvfølge. På den måde tror jeg, at en stor, stor sorg har afgørende betydning for ens udvikling, og hvis man er kommet igennem den sammen, er man stærk som et team.

Fejret af Margrethe

Dagen fejrer hun med venner og familie, der tæller en datter, tre sønner, svigerbørn og børnebørn.

Med om bordet er selvfølgelig dronningen.

Susanne Heering mistede sin mand i 2015.

Susanne Heering

  • Drev egen balletskole i Næstved
  • Tæt bånd til kongehuset
  • Ramt af anoreksi som ung
  • Formand for Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade
Powered by Labrador CMS