Skat varsler: Sidste frist 30. juni

Bøden kan ende på 10.000 kroner, hvis man ikke har styr på det

Offentliggjort Sidst opdateret

Virksomhedsejere har god grund til at sætte kryds i kalenderen.

Den 30. juni er sidste frist for at indberette selskabets oplysninger for 2024 til Skattestyrelsen. Overskrider man fristen, kan det koste dig dyrt.

Sådan skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse. 

Anderledes i år

Cirka 270.000 selskaber i Danmark skal nå at indberette oplysninger som årets resultat og egenkapital. 

Heldigvis er det i år blevet lidt lettere. En række oplysninger kan nemlig automatisk overføres fra Erhvervsstyrelsen, så man slipper for at indtaste dem manuelt. 

Det gælder otte specifikke felter, herunder ’egenkapital’, ’resultat før skat’ og ’varebeholdninger’. Man skal dog stadig tjekke og godkende, at tallene er korrekte.

Bøden er steget

Skattestyrelsen advarer samtidig om, at det nu bliver markant dyrere at være for sent ude. For hver dag man overskrider fristen, koster det 400 kroner – op til 10.000 kr. i alt. Det gælder både selskaber og selvstændigt erhvervsdrivende.

Selskaber med stor international koncernaktivitet skal desuden forholde sig til nye regler om global minimumsbeskatning. Hvis dit selskab er del af en koncern med over 750 mio. euro i omsætning, skal man udfylde to nye felter i oplysningsskemaet.

Gør det nu

Skattestyrelsen anbefaler, at man indberetter i god tid. Sidste år ventede omkring 50.000 selskaber til de sidste dage, og det gør det svært at få hjælp, hvis der opstår problemer.

Powered by Labrador CMS