Smitteudbrud lukker skole

Styrelsen for Patientsikkerhed udsteder påbud om midlertidig nedlukning af en skole i Albertslund

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV 2 Lorry

Corona har igen fået tag i Danmark, og et af de steder, hvor det står slemt til, er i Albertslund Kommune.

Så slemt at Styrelsen for Patientsikkerhed har udstedt påbud om midlertidig nedlukning af indskoling og mellemtrin på Herstedøster Skole i Albertslund Kommune på grund af et større smitteudbrud.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

Styrelsen er den eneste myndighed, der kan udstede påbud, og det er blot anden gang, det sker, at de gør det.

Flere klasser ramt

Efter man gik væk fra den automatiske model for nedlukning, har Styrelsen for Patientsikkerhed givet et påbud til en skole i Kokkedal i slutningen af august, oplyser styrelsens presseafdeling i en SMS til TV 2 Lorry.

Smitteudbruddet på Herstedøster Skole i Albertslund er fordelt på flere klasser, og den midlertidige lukning er gældende frem til 12. november.

Albertslund Kommune er en af de fire kommuner i landet, hvor antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere er over 500. Det er grænsen for, hvornår der ifølge sundhedsmyndighederne skal indføres restriktioner.

Andre kommuner har overskredet

Udover Albertslund har også Ishøj, Glostrup og Dragør overskredet grænsen. Styrelsen for Patientsikkerhed kan fredag ikke sige noget om, hvorvidt de forventer at udstede påbud til andre skoler i den nærmeste fremtid.

- Men vi følger situationen nøje i de enkelte kommuner og er i tæt kontakt med kommunerne med høj smitte, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en SMS til TV 2 Lorry.

Powered by Labrador CMS