Snekaos: Her er det allerede begyndt

Op mod 30 centimeter sne kan ramme dele af Jylland søndag, og derfor bør bilkørsel foregå med omtanke

Udgivet Opdateret

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet kraftigt snefald i dele af Midt- og Nordjylland. Op mod 30 centimeter kan ramme dele af Jylland søndag.

Og det er begyndt at sne, oplyser DMI.

- Lige nu har vi målinger, der ligger mellem tre til seks-syv centimeter mest omkring den vestlige del af Limfjorden, siger Andy Ahumada, der er vagthavende meteorolog ved instituttet.

- Vi har en del snebyger, der driver ind over Jylland lige nu. De kan efterhånden blive kraftigere lidt kraftigere i løbet af formiddagen, siger han.

Sneplovcene er i gang

Kenneth Andersen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet, kommer med samme melding.

- Det er begyndt at sne, især ved Vestkysten, og her er man begyndt at rydde vejene med sneplove. De kører helt ude ved kysten, men det er også der snevejret skulle starte. Men snevejret er på vej ind over Jylland, fortæller Kenneth Andersen til DR.

Derfor opfordrer han til, at man tænker sig godt om, hvis man skal ud at køre.

- Hvis der kommer den mængde, der er talt så skal man overveje, om det er så vigtigt, at man skal ud og køre. Vi opfordrer til, at man udsætter det, man skal, til en anden dag, hvis det ikke er strengt nødvendigt, sagde Kenneth Andersen til TV 2 lørdag aften.

Allerede søndag morgen

Snemængderne vil ifølge TV2 Vejrets prognoser falde i det nordvestlige Jylland allerede i de tidlige morgentimer.

I løbet af formiddagen ventes snevejret at bevæge sig mod det østlige Jylland.

Resten af landet kan forvente overvejende tørvejr i morgen- og formiddagstimerne undtagen Bornholm, hvor der også kan komme snebyger.

Trækker mod Sjælland

Ved middags- og eftermiddagstid vil bygerne være centreret over det østlige og nordlige Jylland.

Hen over eftermiddagen kan det nordlige Sjælland også blive ramt af et par centimeter sne, skriver TV2 Vejret.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

Powered by Labrador CMS