To ud af tre af danskerne ved ikke dette om deres betalingskort

Det kan give udfordringer på udlandsferien

Kender du betalingsloftet på dit betalingskort?
Offentliggjort Sidst opdateret

En ny undersøgelse, som YouGov har lavet for Sparekassen Kronjylland og Gjensidige slår fast, at to ud af tre danskere enten ikke tror eller ved, om deres primære betalingskort har nogle særlige begrænsninger i udlandet.  

Det kan være en udfordring, lyder det fra fagchef for betalingskort i Sparekassen Kronjylland, Jan Mågård. 

”Når man rejser på ferie i udlandet, er det vigtigt, at man på forhånd kender de muligheder, man har med sit betalingskort. Ellers kan man pludselig opleve at stå i restauranten ved den spanske riviera uden at kunne betale familiens regning. Den situation vil de fleste gerne undgå”, forklarer  Jan Mågård i en pressemeddelelse og uddyber: 

”For eksempel går rigtig mange af os rundt med et Visa/Dankort i lommen eller på mobilen, men det er de færreste, der er klar over, at der er et særligt loft for, hvor meget kortet kan bruges på udenlandske betalinger – og dermed for kortets Visa-del, forklarer han.  

Kan være brugt før ferien starter

Dette betalingsloft kan man i princippet allerede have brugt op, inden ferien starter, hvis man ikke er opmærksom. 

”Når du svinger dit Visa/Dankort på en udenlandsk hjemmeside, er det Visa-delen af kortet, du benytter. Det er det ofte også, når du betaler med Apple Pay eller andre udenlandske wallets. Køber du på en udenlandsk hjemmeside en dyr rejse eller ting, kan du godt risikere, at der ikke er mere at give af på Visa-delen, når du skal bruge den på din ferie i udlandet. Loftet kan variere fra bank til bank", oplyser Jan Mågård.  

Husk to kort på rejsen 

Jans bedste råd – udover at være opmærksom på, hvilke grænser der gælder for netop dit betalingskort - er at have to kort med på rejsen. 

”Med to kort har du 2 x betalingsloft i spil, men endnu vigtigere, så har du et kort i reserve, hvis du mister det ene. Derudover er der flere fordele ved at have to typer betalingskort med til udlandet. Man kan nemlig godt risikere, at et biludlejningsbureau sværger til at modtage betaling med et kreditkort som eksempelvis et Mastercard. I andre butikker kan det omvendt være Visa/Dankortet. Af den grund har jeg altid selv to slags kort med, når jeg er ude at rejse, lyder det fra Jan Mågård. 

Powered by Labrador CMS