Tre ud af fire danske børn bliver ramt

Jo ældre børnene er, jo oftere sker det, viser en ny undersøgelse

Udgivet Opdateret

Citathistorie: DR

Videoer af dyremishandling, ubehagelige billeder fra krig og pornografisk materiale.

Det er virkeligheden for mange børn, når de bevæger sig rundt på nettet eller scroller gennem deres feed på sociale medier.

Faktisk har 3 ud af 4 danske børn i alderen 9 til 14 år set noget ubehageligt online.

Næsten hver tredje (31 procent) oplever det mindst én gang om ugen.

Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Ultra Nyt, der er DR’s nyhedstilbud til børn i alderen 9 til 14 år.

Undersøgelsen viser også, at jo ældre børnene er, jo oftere støder de på de ubehagelige ting på nettet.

Siger ikke noget til nogen

Desværre er det ikke altid, at børnene taler med andre om de ubehagelige oplevelser. 

4 ud af 10 siger i undersøgelsen, at de ikke sagde det til nogen, sidste gang de så noget ubehageligt på nettet.

Dem, der ikke sagde det til en voksen, syntes enten, at det var pinligt (10 procent), var bange for, at det fik betydning for deres brug af telefonen (18 procent) eller følte ikke, at de havde behov for at sige det til en voksen (49 procent).

DR sætter fra den 10. marts og to uger frem fokus på grænseoverskridende og voldsomme oplevelser, som mange børn har på nettet.

Powered by Labrador CMS