Stabschef: Trump har personlighed som en alkoholiker
Trumps stabschef kalder artikel, hvor hun beskriver præsidentens inderste kreds, for upålidelig.
Susie Wiles, der er stabschef i Det Hvide Hus, siger i en artikel i mediet Vanity Fair, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har en "personlighed som en alkoholiker".
Hun fortæller, at hendes egen far var alkoholiker, og at hun derfor "er lidt en ekspert i store personligheder".
Trump drikker ikke
- (Trump, red.) opererer med den opfattelse, at der ikke er noget, han ikke kan gøre. Intet, nul, intet, siger hun til mediet og tilføjer, at Trump ikke drikker.
Samtidig kalder hun vicepræsident J. D. Vance for en "konspirationsteoretiker" og beskriver tech-milliardæren Elon Musk som en "erklæret ketamin-bruger".
I et opslag på X kalder Wiles artiklen, der er delt op i to dele, for uoprigtig og fabrikeret.
Tale til nationen
Donald Trump har i øvrigt meddelt, at han onsdag aften amerikansk tid vil holde en tale til nationen på TV.
Det forventes, at præsidenten vil tale om den økonomiske situation - og måske ligefrem vil dele gaver ud til befolkningen, der i mindre og mindre grad bakker op om Trumps økonomiske politik.