Vinder Cavlingprisen

Fire Ekstra Bladet-journalister modtager Cavlingprisen for artikler om danske kvinder og børn i fangelejre

Cavlingprisen går til Nagieb Khaja, Jeppe Findalen, Thomas Foght og Magnus Mio fra Ekstra Bladet.
Cavlingprisen går til Nagieb Khaja, Jeppe Findalen, Thomas Foght og Magnus Mio fra Ekstra Bladet.
Udgivet Opdateret

Cavlingprisen tildeles fire journalister fra Ekstra Bladet for deres dækning af regeringens ageren i sagen om danske børn i fangelejre i Syrien.

Det oplyses fredag i en liveudsendelse fra uddelingen af dansk journalistiks mest prestigefyldte pris.

Bag artikelserien, som hedder "Mettes Uønskede Børn", står journalisterne Nagieb Khaja, Jeppe Findalen, Thomas Foght og Magnus Mio.

- Gennem vedholdende arbejde og fortrolige efterretningsoplysninger har de afsløret, at magthaverne har tilbageholdt væsentlig viden om de danske børn i de kurdiske fangelejre, skriver Cavlingkomitéen i sin præsentation af projektet.

Advarede regering

I flere artikler har Ekstra Bladet beskrevet, at Forsvarets Efterretningstjeneste advarede regeringen om, at børn i lejrene risikerede at blive bortført af Islamisk Stat (IS).

Der var derudover en risiko for, at den militante islamistiske organisation ville give børnene træning med henblik på at udføre angreb i deres hjemlande.

Regeringen er efterfølgende blevet kritiseret for ikke at have delt efterretningstjenesternes vurderinger med Folketinget.

Særlig komite

Vinderen af Cavlingprisen udpeges af en særlig komité, der vælges for tre år ad gangen.

Komitéen peger som begrundelse for dette års pris blandt andet på, at journalisterne har haft en unik adgang til informationer.

Derudover lyder det, at de er lykkedes med en sober formidling af et meget politisk emne.

Andre nominerede

Tre andre journalistiske bedrifter var også nomineret til årets Cavlingpris.

Det var blandt andet dokumentarserien "De kødædende bakterier", som blev vist på DR.

Derudover var B.T.-journalisten Jacob Fribergs dækning af minksagen nomineret og tre journalister hos Fagbladet 3F var nomineret for deres dækning af udenlandske arbejderes forhold i dansk landbrug.

10 års vindere af Cavlingprisen

2020: Anders Legarth Schmidt (Politiken) for sine artikler fra ungdomspsykiatrisk afdeling.

2019: Tea Krogh Sørensen og Morten Pihl (Jyllands-Posten) for deres afsløringer af, hvordan sygehuse i strid med de nationale retningslinjer gav kvinder mangelfulde undersøgelser for brystkræft.

2018: Eva Jung, Simon Bendtsen og Michael Lund (Berlingske) for afdækningen af hvidvask i Danske Bank.

2017: Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen for deres bog om den kriminelle bande Bullshit.

2016: Chris Kjær Jensen, Lars Nørgaard Pedersen og Michael Lund (Berlingske) for deres artikelserie om den såkaldte kvælstofsag, der beskrev forløbet bag regeringens landbrugspakke.

2015: Puk Damsgård (DR) for reportager fra konfliktfyldte områder i Mellemøsten og for bogen "Ser du månen, Daniel".

2014: Morten Pihl (Jyllands-Posten) for serien "Lægernes store tag selv-bord" hvori danske overlægers misbrug af forskningsmidler til private formål afsløres.

2013: Jeppe Gaardboe, Frederik Brun Madsen, Søren Kristensen, Michael Klint og Steen Jensen (DR) for dokumentarserie om ulovlig rådgivning om skattely fra skatterådgivere i veletablerede banker og virksomheder.

2012: Asbjørn With (Nordjyske Medier) for i over 130 artikler at have kulegravet Rebild Kommunes svigt i sager om sexmisbrug, tvangsfjernelser og hjælp til handicappede.

Kilde: Kilde: Dansk Journalistforbund.
Powered by Labrador CMS