Weekendvejr begynder med bidende kulde

Fredag kan det føles som minus ti grader

Offentliggjort Sidst opdateret

Vinterkulde rammer Danmark i weekenden

Vintervejret i Danmark bliver koldere end termometeret viser, med vindstød af kulingstyrke og temperaturer omkring frysepunktet.

Meteorologer forudser, at det kan føles som minus ti grader, og der kan falde lidt sne i weekenden.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Vintervejret bider for alvor fra sig fredag, hvor det vil føles noget koldere, end termometeret viser.

Det fortæller Rasmus Stoltze Hansen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Vinden bliver fredag jævn til hård fra øst, men der kan også sagtens komme vindstød af kulingstyrke. Samtidig bliver dagstemperaturerne mellem et par graders frost og frysepunktet, og der kan falde lidt sne.

- Det vil føles mere vinterligt, end hvad det er. Hvis der samtidig er lidt snedrys i luften, er det ikke specielt behageligt. Det kan næsten føles som små snehagl, som bare står vandret lige ind i øjnene, fordi det blæser, siger han.

Føles som minus ti grader

Meteorologen forventer, at det nogle steder i landet vil komme til at føles som minus ti graders frost om fredagen.

Resten af weekenden er der ikke udsigt til de store ændringer i vejret. Det skyldes et kraftigt højtryk, som ligger stabilt over det vestlige Rusland, og betyder, at der ikke er de store udsving på vejrfronten.

Det kan føles ekstra koldt om fredagen på grund af kraftig vind og lave temperaturer. (Arkivfoto).

- Det er ikke, fordi der er meget fest og farver over vejrudsigten, siger Rasmus Stoltze Hansen.

Sne hist og her

De fleste steder i Danmark vil fortsat opleve grå og kølig luft, og der kan drysse sne hist og her.

- Det er nok ikke noget, som for alvor lægger sig som et vinterligt landskab, men der kan sagtens være sådan lidt sne i luften, siger Rasmus Stoltze Hansen.

Lørdag kan der godt falde op til et par centimeter sne. Dagtemperaturerne ligger mellem et par graders frost og frysepunktet.

Søndagens vejr følger nogenlunde samme mønster. Det er dog usikkert, hvor meget sne der vil falde på weekendens sidste dag, fortæller DMI's meteorolog.

Powered by Labrador CMS