Følelsesladet gensyn med faren

Henning Sprogøe fortalte om Olsen Banden-skulpturen, der blev afsløret i Valby

Offentliggjort Sidst opdateret

Rigtigt mange havde søndag fundet vej til Tingstedet i Valby, hvor den flotte Olsen Banden-skulptur blev afsløret.

Egon, Benny og Kjeld har fået deres egen bronzestatue, og flere efterkommere af filmheltene var til stede ved indvielsen.

Henning Sprogøe gik på talerstolen og fortalte om 'gensynet' med sin berømte far, Ove Sprogøe, der døde 84 år gammel i 2004.

Stolt søn, Henning Sprogøe betragter sin far omdannet til skulptur

Det skete i Firenze, hvor skulpturen blev skabt af kunstneren Thor Larsen.

- Nu går du ind i det rum, hvor din far står, og så får du lov at være alene med ham, sagde Thor Larsen.

Henning Sprogøe ved skulpturen af Olsen Banden med Egon Olsen, der blev spillet af Ove Sprogøe.

Alene med figuren

- Ja, ja, jeg skal jo bare ind og kigge på en figur, svarede den 71-årige skuespiller under besøget i værkstedet, og det endte med at blive noget særligt.

- Så stod jeg alene med figuren, og det var meget bevægende. Det var mærkeligt at stå ved siden af sin far, hvor jeg kunne genkende rynkerne, kroppen og fornemme energien. I fem minutter var jeg helt ramt, fortalte Henning Sprogøe.

I forbindelse med afsløringen gav han også et interview.

- Jeg tror, det kommer til at betyde meget for borgerne og de mange tyske turister, der også elsker Olsen Banden, sagde han til Nyheder.dk.

Det er berettiget 

- Olsen Banden får endnu mere opmærksomhed, og jeg synes, det er berettiget. Placeringen er genial, og kunstnerens arbejde har været fantastisk.

Initiativtager Henrik Hansen har arbejdet på at gøre statuen til virkelighed siden 2019, og har formået at indsamle to millioner kroner i donationer.

Efterkommerne er Olsen Banden-heltene Kirsten Bundgaard, Tanja Grunwald og Henning Sprogøe ved afsløringen i Valby
Powered by Labrador CMS