Jesper Binzer synger Kim Larsen på ny turné
Rockstjernen og flere andre optrædende fortolker sangene sammen med 'Danmarks Underholdningsorkester'
Danmarks Underholdningsorkester tager i januar og februar 2027 på turné med musikken fra en af Danmarks største og mest folkekære kunstnere, Kim Larsen.
Koncertrækken får fornemt besøg af stærke danske stemmer.
Udødelige sange
På scenen kan publikum opleve Jesper Binzer fra D-A-D, Sofie Dopha, Mathias Ranch og Caroline Henderson, som hver især giver deres bud på Kim Larsens udødelige sange.
Der er fokus på Kim Larsens omfattende musikkatalog og karriere -en sangskat, der i generationer har bundet danskerne sammen.
Anmelderrost pladeguld
Repertoiret spænder bredt i dansk musikhistorie fra den legendariske debut-LP ’Værsgo’ fra 1973 over 80’ernes ikoniske udgivelser ’Midt Om Natten’ og ’Forklædt Som Voksen’ til næsten 25-års anmelderrost pladeguld sammen med bandet 'Kjukken'.
Særlig betydning
Direktør for Danmarks Underholdningsorkester, John Frandsen, peger på den særlige betydning, Kim Larsens sange stadig har.
- Kim Larsens sange har på en sjælden måde skrevet sig ind i vores fælles sprog med både humor og alvor. Det siger næsten alt, at ’Om lidt’ i dag er en af de mest brugte afskedssange i Danmark og har fundet vej ind i både Højskolesangbogen og Kirkesangbogen, siger han og forklarer, at sangenes kraft nu løftes ind i et symfonisk univers.
Store følelser
Turnéen byder ifølge orkestret både på fællessang og store følelser, når musikken fra en af Danmarks mest betydningsfulde sangskrivere får nyt liv.
Billetterne sættes til salg fredag den 30. januar kl. 10 på underholdningsorkester.dk/kimlarsen.