Radiolegende på plakaten
Jørgen de Mylius får rolle i revy
En ægte legende toner frem, når Nykøbing Falster Revyen får premiere fra den 18. juni.
Her vil publikum nemlig få et uventet gensyn med 79-årige Jørgen de Mylius.
- TV- og radioværten over dem alle - ingen over, ingen under - lægger vejen forbi revyen... på video! skriver revyen i en pressemeddelelse.
Latter og nostalgi
Jørgen de Mylius har i over 60 år har været en fast del af dansk underholdning, og han spiller en særlig rolle i et indslag, der ifølge revyen vil vække både latter og nostalgi.
- Årets revy har aldrig været mere musikalsk, mere morsom eller mere Mylius! lyder det med stolthed.
Han optræder dermed side om side - eller rettere - skærm mod scene - med navne som Henrik Lykkegaard, Karen-Marie Lillelund, Rasmus Krogsgaard, Kristine Yde og Gordon Kennedy.
Nykøbing Falster Revyen spiller frem til og med 30. august.