14-årig dreng død efter alvorlig ulykke

Ulykken skete fredag - søndag døde han ifølge politiet

Offentliggjort Sidst opdateret

En 14-årig dreng er søndag aften afgået ved døden, efter at han fredag var involveret i en færdselsulykke i Kolding.

Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Rune Nielsen tidligt natten til mandag til Ritzau.

Drengen sad på passagersædet i en personbil, der fredag kørte frontalt sammen med en anden bil nord for Kolding.

En 50-årig mand kørte bilen på Ammitsbølvej, da bilen af ukendte årsager trak over i modsatte kørebane i krydset ved Donsvej.

- Først snitter bilen en anden modkørende bil, før den kører frontalt ind i en tredje bil, oplyste Rune Nielsen fredag.

Sydøstjyllands Politi

Sydøstjyllands Politi er en politikreds, som omfatter kommunerne Skanderborg, Horsens, Hedensted, Vejle, Billund, Kolding og Fredericia.

Politikredsen har et indbyggertal på 503.898 indbyggere.

Hovedpolitistationen er beliggende i Horsens.

Kilde: Wikipedia

Begge svært tilskadekomne

Umiddelbart efter ulykken var meldingen fra hospitalet, at både den 50-årige mand og den 14-årige dreng var svært tilskadekomne.

Drengen blev desuden meldt i kritisk tilstand.

Både drengen og manden var fra Odense.

De pårørende er underrettet.

Powered by Labrador CMS