15-årig dreng fastklemt under bus

Ulykken er alvorlig men den 15-årige dreng beskrives som 'uden for livsfare'

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

Politiet er i øjeblikket til stede på Park Allé i det centrale Aarhus, hvor en 15-årig dreng er blevet påkørt af en bybus.

Det fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Anders Kragh til Ritzau.

Uheldet, der indtraf kort før klokken 18, beskrives som "alvorligt" af politiet, men drengen meldes uden for livsfare.

- Han er kommet ud foran bussen og er kommet ind under den og har ligget fastklemt, siger vagtchefen.

- Han har været helt utroligt heldig, tilføjer han.

Hvad, der nærmere er sket, ved politiet endnu ikke.

Drengen er fragtet til Skejby Sygehus til undersøgelse og behandling.

- Der er en del personer forsamlet omkring uheldsstedet, og vi anmoder alle om at respektere politi og redningspersonales anvisninger, så de kan arbejde uhindret på stedet, skrev politikredsen tidligere på aftenen på meddelelsestjenesten Politi Update.

Masser af vidner

Det store opbud betyder dog, at en masse vidner kan hjælpe politiet i opklaringen af, hvad der er sket.

- Vi skal have foretaget nogle afhøringer og tekniske undersøgelser, og så skal vi have taget fotos, siger vagtchefen.

Park Allé er spærret af, og al færdsel bliver omdirigeret til alternative ruter, men inden for en times tid burde der være åbent for trafik igen.

- Vi forventer at være færdige inden længe, men dronen skal lige være færdig med at tage billeder, lyder det fra Anders Kragh.

Der er ikke umiddelbart andre tilskadekomne.

Powered by Labrador CMS