16-årig pige knaldet for ældresvindel

Taget på fersk gerning

Offentliggjort Sidst opdateret

16-årig pige dømt for ældresvindel

En 16-årig pige blev dømt tre måneders betinget fængsel for at forsøge at svindle en ældre kvinde ved at få hende til at udlevere sit betalingskort.

Politiet roser en pårørende for at have kontaktet dem hurtigt, hvilket førte til pigens anholdelse, og de opfordrer til at tale med ældre om denne type svindel.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 16-årig pige blev snuppet på fersk gerning, da hun forsøgte at få en ældre kvinde til at udlevere sit betalingskort.

Nu har det så ført til en dom på tre måneders fængsel. Dommen er dog gjort betinget, så pigen som udgangspunkt ikke skal afsone straffen.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi onsdag.

Pårørende slog alarm

Svindlen fulgte ifølge politiet et velkendt mønster.

En person udgav sig telefonisk for at være fra kvindens bank og forsøgte at overtale hende til at udlevere sit betalingskort til et såkaldt "bankbud".

Den ældre kvinde kontaktede dog en pårørende, som straks ringede til politiet, der kort efter mødte op på adressen.

Og her blev teenagepigen altså taget af politiet.

Ikke første gang

- Der er grund til at rose den pårørende for straks at kontakte politiet, så vi kunne anholde svindleren, da hun mødte op for at hente den ældres betalingskort, siger politikommissær Carsten Knudsen, der leder afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Københavns Vestegns Politi, i pressemeddelelsen.

Politiets senere efterforskning viste, at pigen også havde svindlet andre ældre borgere, skriver politiet.

- Sagen viser, hvor vigtigt det er, at pårørende taler med deres ældre om denne type svindel. Vi ser desværre alt for mange tilfælde, hvor kriminelle udnytter ældre borgeres tillid, siger Carsten Knudsen.

Handlede næppe alene

Alt tyder ifølge politiet på, at den unge pige ikke handlede alene.

Pigen tilstod i retssagen i Retten i Glostrup og har accepteret dommen, som blev gjort betinget på grund af hendes unge alder, og fordi hun tilstod.

Politiet kommer med flere råd til at beskytte sig mod denne type af svindel, som kaldes kontaktsvindel.

Læg røret på, kontrollér afsenderen og udlever aldrig personlige oplysninger, lyder rådene i korte træk.

Powered by Labrador CMS