19-årig stukket ned med kniv

To anholdt - vagtchef kan ikke afvise, at der bliver foretaget flere anholdelser 

Udgivet Opdateret

To mænd blev omkring fredag midnat anholdt i forbindelse med et knivstikkeri i Viborg fredag aften.

Begge er siden blevet løsladt, men kun den ene er blevet sigtet, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Simon Skelkjær.

Ofret, en 19-årig mand fra lokalområdet, har pådraget sig alvorlige skader, men er uden for livsfare.

Ifølge vagtchefen blev ofret stukket eller skåret i brystregionen.

Knivstikkeriet fandt sted på Gravene, en gade i Viborg midtby.

Har haft en relation

Baggrunden for knivstikkeriet er ukendt, men de anholdte og ofret har ifølge vagtchefen haft en relation til hinanden.

- Da de har haft en relation til hinanden, skal man ikke være utryg ved at gå i byen, siger han.

Vagtchefen kan ikke afvise, at politiet kommer til at foretage flere anholdelser i sagen.

De to anholdte er også fra Viborg.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 19.30 fredag aften.

Afspærring ophævet

I løbet af aftenen har politiet foretaget en undersøgelse af gerningsstedet, men er lidt over midnat blevet færdig med arbejdet. 

Afspærringen er derfor også blevet ophævet.

Der har efter hændelsen været betjente til stede i bylivet i løbet af natten.

Vagtchefen oplyser, at mistanken ikke er stærk nok til at fremstille den sigtede i grundlovsforhør.

MIDT- OG VESTJYLLANDS POLITI

Midt- og Vestjyllands Politi dækker Ikast-Brande, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Herning, Holstebro, Viborg, Skive, Lemvig, Struer, Thisted og Morsø kommuner.

Med sine 9.500 kvadratkilometer og 22,3% af landets samlede areal er Midt- og Vestjyllands Politi geografisk set den største politikreds.

De 586.000 borgere, der bor i politikredsen, bliver serviceret af politiet fra syv døgnbemandede lokalstationer i Holstebro, Thisted, Skive, Viborg, Silkeborg, Herning og Ringkøbing, fire nærpolitistationer i Lemvig, Skjern, Ikast-Brande og Nykøbing Mors samt en landbetjent i Nørre Snede.

I Midt- og Vestjyllands Politi ligger også det landsdækkende Politiets Administrative Center, som hvert år behandler mere end 1,5 millioner sager inden for områderne automatisk trafikkontrol, bøde, kriminalregister, kørekort, tilladelser og våben for borgere i hele landet.

Kilde: Midt- og Vestjyllands Politi

Powered by Labrador CMS