49-årig mand afgået ved døden efter skyderi

En 39-årig mand har i et grundlovsforhør erkendt, at han skød, men forklarer, at han gjorde det i nødværge.

Både politiet og ambulance rykkede fredag ud til Industriskellet i Ishøj, efter at der havde været et skyderi. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Skyderi: Mand død og en anden varetægtsfængslet

  • En 49-årig mand døde efter skud i Ishøj fredag aften.
  • En 39-årig mand erkendte skyderiet, men hævder nødværge.
  • Den sigtede er varetægtsfængslet i fire uger for drabsforsøg.
  • Politiet undersøger fortsat motivet bag konflikten.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 49-årig mand er afgået ved døden efter at være blevet ramt af skud fredag aften i Ishøj.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi på X.

Skyderiet skete på Industriskellet i Ishøj, hvor der ligger en moské og et kulturhus.

En 39-årig mand erkendte lørdag i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup, at han skød en mand i Ishøj, men han gjorde det i nødværge, lød hans forklaring.

Sigtet for drabsforsøg blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet har endnu ikke ændret sigtelsen, men det skal man tage stilling til, når man skal kigge på sagen, siger vagtchef i politikredsen Lars Guldborg søndag.

Kendte hinanden

Anklager ved anklagemyndigheden i Københavns Vestegns Politi Caroline Sophia Tarrow har forklaret, hvordan den sigtede og offeret kendte hinanden, og at der havde været en konflikt mellem dem i mange år.

- De var begge til fredagsbørn, og der møder de hinanden.

Politiet har tidligere oplyst, at man ikke vurderer, at skyderiet har relation til bande- og rockermiljøet.

Hvad konflikten mellem de to mænd nærmere handlede om, er fortsat uklart, siger anklageren.

Der blev nedlagt navneforbud for den sigtede ved grundlovsforhøret.

Et navneforbud gør det forbudt at offentliggøre oplysninger, som vil kunne identificere personen.

Powered by Labrador CMS