Betjent frifundet for vold mod anholdt

Den 26-årige betjent blev i byretten kendt skyldig. Nu er han frifundet ved landsretten

Udgivet Opdateret

En 26-årig betjent, der i byretten blev idømt 40 dages ubetinget fængsel for vold mod en anholdt, er onsdag blevet frifundet i Vestre Landsret.

Betjenten fra Østjyllands Politi var anklaget for at have tildelt den anholdte mand i starten af 20’erne knytnæveslag og knæspark i forbindelse med, at manden skulle anbringes i detentionen på politigården natten til 2. juli 2022.

Det var efter byrettens mening unødvendig og ulovlig magtanvendelse. Men landsretten har vurderet sagen anderledes.

Under tidligere retsmøder har kolleger forklaret, at hans opførsel virkede over grænsen.

- Jeg tænker, det var voldsomt og unødvendigt, sagde en kollega, der sammen med den tiltalte skulle afklæde en ung mand for at visitere ham inden anbringelsen i detentionen.

§ 244-247 i Straffeloven - Vold

Straffeloven har to forskellige paragraffer for voldssager, og derudover to paragraffer, der kan give strafforøgelse. Paragraf 244 er den mildeste af de to – den omfatter der, der også i nogle tilfælde bliver omtalt som simpel vold. Paragraf 245 omfatter vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter – det bliver i nogle tilfælde omtalt som grov vold. Paragraf 246 og 247 handler om vold under slærpede omstændigheder. Du kan se den fulde ordlyd af de fire paragraffer her.

  • § 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
  • § 245. Den, som udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særligt skærpende omstændighed.
  • § 246. Har et legemsangreb omfattet af § 245 eller § 245 a, været af en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år.
  • § 247. Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 244-246, af en person, der tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig vold, kan straffen forhøjes med indtil det halve.Stk. 2. Det samme gælder, når en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for en person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold.

Kilde: Retsinformation.dk

Powered by Labrador CMS