Betjente leder efter mand uden gaver

Kender du Steen?

Udgivet Opdateret

Opdateret fredag den 8. december klokken 13. Steen er fundet, og han bliver snart genforenet med sin pakkekalender.

Et eller andet sted - med nogen sandsynlighed i Sønderjylland - sidder der en trist mand.

Han hedder Steen.

Vi skriver den 7. december, og Steen har endnu ikke fået en eneste pakkegave.

For han mistede sin pakkekalender i en bus, og nu efterlyser Syd og Sønderjyllands Politi  den uheldige mand på X.

Tog forkert taske

- Hej Steen. Du var passager på en Flixbus mellem København og Sønderborg lørdag den 28. oktober.

- Ved ankomst kom du til at tage en forkert taske med hjem, skriver vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Steens taske med pakkekalenderen intakt er blevet indleveret til Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ring til os

Og så er der en ærlig sjæl, der har fundet Steens taske.

-  Vi har fået indleveret din sorte Puma-taske med blandt andet en pakkejulekalender som hittegods, slutter vagtchefen

Er du "Steen" eller kender du ham, så bed ham ringe til Syd- og Sønderjyllands Politi, så han kan komme i julestemning. 

Powered by Labrador CMS