Bil udbrændte efter monster-ulykke

Motorcykel endte inde i bil

Offentliggjort

Nærmest som ved et mirakel skete der ikke alvorlig personskade ved et sammenstød med fire biler og en motorcykel mandag formiddag på Nordjyske Motorvej.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det store trafikuheld blev indledt, da en 70-årig mand tabte en cykel fra en cykelholder i de nordgående vognbaner ved frakørsel 38, Fårup.

Motorcykel ind gemmen bilrude

En bagvedkørende 67-årig kvinde bremsede ned for at undgå at ramme cyklen.

Det resulterede i, at hun blev ramt bagfra af en 63-årig mand i en el-bil.

En 72-årig mandlig motorcyklist ramte derefter den 63-åriges bil og røg selv frem over bilen.

Motorcyklen røg derimod ind gennem ruden på bilen. 

Brød i brand

Derpå brød den 63-åriges el-bil i brand og udbrændte helt.

Yderligere to biler, ført af henholdsvis en 44-årig mand og en 58-årig mand, ramte også ind i de forulykkede biler.

Politi, brand og redning blev sendt til stedet - blandt andet med flere ambulancer og en redningshelikopter på grund af det store antal implicerede. 

På skadestuen

Alle personer havde dog reddet sig selv ud af bilerne, og der var ikke umiddelbart alvorlig personskade.

Tre af de involverede personer blev dog kørt til tjek på skadestuen.

Uheldet skete klokken 10.28, og først omkring klokken 14.00 var der helt ryddet op på vejen igen.

Powered by Labrador CMS