Blodig nat ved diskotek

To grupper kom i slagsmål i Skive

Udgivet Opdateret

En 32-årig mand er uden for livsfare, efter at han søndag morgen blev stukket flere gange med en kniv under slagsmål i Skive.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen om slagsmålet klokken 05.26.

Slagsmålet fandt sted foran diskoteket Manhattan i Thinggade 21.

To grupper

- Det er to grupper, der kommer op at slås. To personer bliver efterfølgende bragt til Viborg Sygehus, men de er begge uden for livsfare, fortæller politiets vagtchef Jesper Brøndum.

Den anden mand, der kom til skade ved slagsmålet, blev behandlet på skadestuen. Efter endt behandling blev han anholdt.

- Yderligere en er anholdt, og vi leder fortsat efter mindst én mistænkt, men vi har gode overvågningsbilleder fra området, siger vagtchefen.

Motivet ukendt

Politiet har søndag formiddag ikke overblik over, hvor mange der deltog i slagsmålet, eller hvad der udløste det.

- Vi arbejder stadig på at finde ud af, hvem der gjorde hvad, og vi har en del efterforskningsarbejde foran os, siger Jesper Brøndum.

Powered by Labrador CMS