Brand udvikler farlig røg

Flere veje er spærret som følge af en brand i nogle batterier ved en affaldshåndteringsvirksomhed

Offentliggjort Sidst opdateret

Brand i Kolding udvikler farlig røg

En brand i Kolding ved en affaldshåndteringsvirksomhed har spærret flere veje på grund af sundhedsskadelig røg.

Branden, der startede i et oplag af brugte batterier, forventes at genere i flere timer, mens brandvæsenet arbejder på at slukke ilden.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En brand i det nordvestlige Kolding udvikler fredag morgen sundhedsskadelig røg.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update. Samme melding kommer fra brandvæsnet i Trekantsområdet på det sociale medie X.

Branden er brudt ud i et oplag af brugte batterier hos en affaldshåndteringsvirksomhed på Stålvej.

Nogle større veje til og fra Kolding er på grund af røgen afspærret af politiet, oplyser Søren Kafton, operationschef ved trekantsområdets brandvæsen til Ritzau. Han forventer ved 08-tiden, at røgen vil genere nogle timer endnu.

- Det, der er problemet, er at få den slukket, fordi der er forholdsvis meget brændværdi i sådan nogle batterier, siger han.

Ny Esbjergvej er blandt de veje, der er spærret.

Branden udvikler farlig røg og har spærret flere veje.

Står i det fri

Branden i sig selv er ikke specielt farlig, lyder det.

Meldingen om branden tikkede ind omkring klokken 05.30 fredag morgen. Batterierne står ude i det fri, og brandvæsenets fokus har i første omgang været at få begrænset ilden.

- Nu skifter vi fokus til at få branden slukket, siger Søren Kafton ved 08-tiden.

Kan selvantænde

Årsagen til branden kendes fredag morgen ikke. Operationschefen fortæller, at de før har oplevet, at brugte batterier selvantænder.

- Det kan være, fordi de er bragt, har fået et stød eller lignende. Så kan et batteri varme sig selv op over tid, og så tager det første batteri det næste, og så spreder det sig sådan, siger Søren Kafton.

Om det er tilfældet på Stålvej, kan han ikke sige.

Ritzau har forgæves forsøgt at få fat på Sydøstjyllands Politi.

Powered by Labrador CMS