Nu er der nyt i sag om dødfunden person

En 55-årig mand kræves fængslet

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet finder ulovlige våben i Fredericia

Et dødsfald i Fredericia førte til fund af ulovlige våben på en adresse.

En 55-årig mand kræves varetægtsfængslet for besiddelse af våbnene.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Et dødsfald har ført politiet til fund af ulovlige våben i Fredericia.

Det skriver Sydøstjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Torsdag rykkede politiet ud til en adresse på Ansgarsvej, hvor en person var fundet død, og snart gjorde Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) politiet selskab.

For på adressen blev der fundet flere ulovlige våben.

- Vi mener ikke, at der er nogen sammenhæng mellem dødsfaldet og våbenfundet, ud over at det var dødsfaldet, som gjorde os opmærksomme på, at der var våben på adressen, siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi i meddelelsen.

Ikke noget strafbart

Politiet vurderer fredag formiddag, at der ikke ligger nogen strafbar handling bag dødsfaldet.

Politiet arbejdede ved ejendommen på Ansgarsvej i flere timer torsdag.

En mand på 55 år fra Fredericia kræves fredag varetægtsfængslet for ulovlig besiddelse af våbnene. De blev fundet dels i mandens bil og dels på adressen på Ansgarsvej.

Det fremgår ikke af politiets meddelelse, hvilken type våben eller hvor mange der er tale om. Der står heller intet om, hvad mandens forbindelse til den dødfundne person skulle være.

Grundlovsforhøret finder sted i Retten i Kolding. Anklagemyndigheden vil måske anmode om, at dørene til retsmødet lukkes, så politiets efterforskning i sagen og den sigtedes mulige forklaring hemmeligholdes.

Af den årsag vil politiet ikke oplyse nærmere om sagen fredag formiddag, fremgår det.

Powered by Labrador CMS