Ramt af kæmpe nedbrud
MitID er nede
MitID er nede, og det er derfor ikke muligt at logge på løsninger med MitID i øjeblikket.
Det fremgår af Digitaliser.dk, som er et driftsoverblik over de offentlige it-løsninger.
- MitID-leverandøren arbejder på højtryk på at identificere problemet og sikre, at MitID bliver tilgængeligt igen, står der på hjemmesiden.
På MitID's hjemmeside lyder det ligeledes, at tjenesten er utilgængelig, og at der arbejdes på en løsning.
Det fremgår ikke, hvad der har forårsaget problemet.
MitID bruges som loginløsning til en række offentlige hjemmesider og alt fra banker til pensionsselskaber.
Løsningen bruges også for at bekræfte ens identitet, hvis man for eksempel skal overføre penge i netbank.
MitID erstattede NemID og de tidligere pap-nøglekort gradvist fra 2021.
NemID lukkede endeligt i 2023.