Delte Mette F.'s CPR-nummer

Onsdag begynder sag mod mand, der tiltales for at dele CPR-numre og tilskynde til at bruge falske coronapas

Udgivet Opdateret

I april forrige år blev fire ministres personfølsomme oplysninger delt på sociale medier.

Anklagemyndigheden mener, at det er en i dag 42-årig mand, der står bag de ulovlige delinger.

På Twitter, Instagram og YouTube blev statsminister Mette Frederiksens (S) CPR-nummer delt. Det skete eksempelvis 9. april på Instagram, hvor den 42-årige i sin egen profiltekst er tiltalt for at have skrevet:

- Jeg er dissident. Mette Frederiksens CPR-nummer er (efterfulgt af hendes personnummer, red.).

Ikke kun Mette F.

Også daværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S), daværende transport- og boligminister Benny Engelbrecht (S) og daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fik deres CPR-numre delt.

Det var ikke det eneste, han angiveligt delte på sociale medier.

Af anklageskriftet fremgår det, at manden har tilskyndet folk til at generere falske coronapas ved at have delt et link til hjemmesiden www.fuckmettef.nu sammen med teksten:

- Link til nedenstående blev sendt til mig for nogle timer siden. Fed side, der lader folk omgå Mette-mors tyranni. For det er naturligvis en menneskeret at kunne sidde på en café uden at spørge magthaverne om lov.

Har 50.000 følgere

Manden har på sociale medier nu samlet set over 50.000 følgere.

Sagen skulle indledes ved Københavns Byret 6. september sidste år, men blev udskudt, fordi manden, der er tidligere betjent, ikke dukkede op.

Onsdag er der berammet et nyt retsmøde, men til radiostationen 24syv har den tiltalte i april i år sagt, at han ikke har tænkt sig at møde op.

Forsvarer Peter Secher beskriver sin klient som aktivistisk, at manden synes, at coronarestriktionerne gik for vidt. Secher vil ikke på forhånd sige, hvordan hans klient forholder sig til anklagerne.

Tiltalt for at opfordre til vold mod betjente

- Han oplever, at myndighederne og staten er ved at ødelægge det fundament, verden står på. Og myndighederne og staten ser på samme måde på det, han gør.

- Derfor betegner de hver især det, den anden gør, som meget alvorligt, siger Peter Secher.

Den 42-årige er også tiltalt for at opfordre til vold mod politifolk og for ulovlig besiddelse af en kniv, to totenschlægere, peberspray, en gasspray og dopingmidler.

Mette Frederiksen

Mette Frederiksen, som er født den 19. november 1977 i Aalborg, er datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen. 

Hun har datteren Ida Feline og sønnen Magne.

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Omegns Storkreds, 13. november 2007 – 5. juni 2019.
Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Københavns Amtskreds, 20. november 2001 – 13. november 2007.
Kandidat for Socialdemokratiet i Aalborg Østkredsen fra 2018.
Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerupkredsen, 2000-2018.

Parlamentarisk karriere
Statsminister fra 27. juni 2019.
Formand for Socialdemokratiet fra 2015.
Justitsminister, 10. oktober 2014 – 28. juni 2015.
Beskæftigelsesminister, 3. oktober 2011 – 10. oktober 2014.
Næstformand for Socialdemokratiets folketingsgruppe, 2005-2011.
Tidligere socialordfører, kulturordfører og ligestillingsordfører.

Uddannelse
Masteruddannelse i afrikastudier, Københavns Universitet, 2009.
Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet, 2007.
Student, Aalborghus Gymnasium, 1993-1996.
Byplanvejen Skole, 1983-1993.

Beskæftigelse
Ungdomskonsulent i LO, 2000-2001.
Publikationer
Medforfatter til bøgerne »Fra kamp til kultur – 20 smagsdommere skyder med skarpt«, 2004 og »Epostler«, 2003.
Udmærkelser
Modtog Ting-Prisen i 2012 og Nina Bang-prisen i 2002.

Kilde: Ft.dk

Anklagemyndigheden går efter at få idømt ham en fængselsstraf. Han er i 2015 idømt 30 dages betinget fængsel for deling af to ministres CPR-numre.

I april 2021 blev personnumre tilhørende Mette Frederiksen (S) og tre andre ministre delt på sociale medier. En aktivistisk tidligere politimand er tiltalt i sagen, der indledes onsdag i Københavns Byret. (Arkivfoto).
I april 2021 blev personnumre tilhørende Mette Frederiksen (S) og tre andre ministre delt på sociale medier. En aktivistisk tidligere politimand er tiltalt i sagen, der indledes onsdag i Københavns Byret. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS