Dømt dødsbilist: Det var hendes egen skyld

35-årig mand vil frifindes for anklage om uagtsomt manddrab og nægter at have foretaget hasarderet overhaling

Offentliggjort Sidst opdateret

Mand fastholder uskyld i dødsulykke

En 35-årig mand nægter ansvar for en dødsulykke og hævder, at det var kvinden, der kørte ind i ham.

Retten i Herning dømte ham for vanvidskørsel, men han har anket dommen til landsretten, hvor han fastholder sin uskyld.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

- Det var hende, der kørte ind i mig. Jeg prøvede at undvige.

Sådan lyder det mandag eftermiddag i retssal B i Vestre Landsret i Viborg, hvor en 35-årig mand vil frifindes for ansvar i forbindelse med en dødsulykke.

Han blev sidste år idømt seks års fængsel for at have forvoldt døden for en 55-årig kvinde ved et frontalt sammenstød på Vejlevej nær Nørre Snede.

Vanvidskørsel

Retten i Herning vurderede, at der var tale om vanvidskørsel, idet manden med 111 kilometer i timen trak over i den modsatte vognbane i forbindelse med en overhaling.

Den 35-årige mand var på ulykkestidspunktet på vej til udrejsecenteret Kærshovedgård i Midtjylland, hvor han var pålagt meldepligt. (Arkivfoto).

Det skete, selv om fartgrænsen var 90 kilometer i timen, og selv om der var overhaling forbudt på strækningen.

Den tiltalte nægtede sig skyldig og ankede dommen til landsretten, hvor ankesagen mandag er gået i gang.

Her fastholder den 35-årige mand sin uskyld.

Hendes skyld

Han forklarer, at det var kvinden, der i sin sølvgrå Kia Picanto trak over i den vognbane, hvor den tiltalte kørte i sin røde Suzuki SX4.

- Hun starter med at komme over i min vejbane. Jeg ser hendes lygter forude. Så skifter jeg vejbane tre til fire gange for at undvige, siger manden.

Han har sort hår og er iført en hvid skjorte og blå cowboybukser.

Forklaringen fra manden stemmer ikke overens med vidneudsagn fra føreren af henholdsvis en personbil og en varevogn.

De har forklaret, at manden trak ud over de fuldt optrukne spærrelinjer for at foretage en overhaling og på den måde havnede i modsatte vognbane.

Han afviser

Men den tiltalte afviser, at han var i færd med at overhale.

- Jeg havde ikke overhalet nogen som helst på den vej. Jeg havde ikke travlt. Jeg kørte stille og roligt, lyder svaret.

Det viste sig efterfølgende, at manden havde det euforiserende stof THC i blodet, og at han på ulykkestidspunktet var frakendt kørekortet.

Manden har forklaret, at han røg en joint fire-fem dage inden ulykken og "slet ikke følte sig påvirket" den pågældende dag.

Han siger også, at han ikke var bekendt med, at politiet administrativt havde frataget ham kørekortet.

Vil skærpe straffen

Mens den 35-årige vil frifindes for anklagen om uagtsomt manddrab, vil anklagemyndigheden have skærpet straffen.

I byretten lød anklagerens påstand på syv års fængsel.

Anklageren har endnu ikke uddybet strafpåstanden i landsretten.

Der ventes dom i sagen på mandag.

Powered by Labrador CMS