Dreng skulle dræbes i solcenter

Pige lokkede dreng ind i solcenter inden drabsforsøg

Offentliggjort Sidst opdateret

16-årig pige varetægtsfængslet for medvirken til vold

En 16-årig pige er blevet varetægtsfængslet i fire uger for medvirken til grov vold mod en jævnaldrende dreng i Herning.

Retten fandt begrundet mistanke om hendes medvirken, mens efterforskningen fortsætter for at finde de øvrige gerningsmænd.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En 16-årig pige, der er sigtet for medvirken til drabsforsøg på en 16-årig dreng i et solcenter i Herning, er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det oplyser anklagefuldmægtig Ditte Juul Kristensen, efter at pigen har været fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Herning.

Pigen er sigtet for at have lokket den 16-årige dreng ind i et solcenter, hvor han blev udsat for knivstikkeri af flere ukendte gerningsmænd mandag aften.

Hun nægter sig skyldig.

Lod sig fængsle

Retten fandt, at der alene er begrundet mistanke om, at pigen har gjort sig skyldig i medvirken til grov vold og altså ikke medvirken til drabsforsøg, forklarer Ditte Juul Kristensen.

- Men hun bliver varetægtsfængslet i fire uger, og det er af hensyn til risikoen for påvirkning af efterforskningen, forklarer den anklagerfuldmægtige.

Pigen valgte ikke at kære rettens beslutning om at varetægtsfængsle hende.

- Så nu har politiet fire uger til at foretage den efterforskning, der nu engang skal foretages, siger Ditte Juul Kristensen.

Leder efter medgerningsmænd

Den kommende efterforskning kommer blandt andet til at handle om at finde medgerningsmænd.

Ditte Juul Kristensen ønsker ikke at udtale sig om, hvor mange medgerningsmænd politiet mener, der er.

Det var mandag aften klokken 20.30, at politiet blev alarmeret om hændelsen.

Den 16-årige dreng blev efterfølgende fløjet til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Tirsdag morgen blev han meldt uden for livsfare.

Grundlovsforhøret i Retten i Herning foregik bag lukkede døre.

Powered by Labrador CMS