Driftig bordelmutter tiltalt

Ifølge anklagemyndigheden tjente en 31-årig kvinde 5,8 millioner på bordeldrift og hvidvaskede 2,5 millioner

En 31-årig kvinde står ved Retten i Esbjerg tiltalt for at have tjent godt 5,8 millioner kroner på, at andre prostituerede sig i hendes 28 bordeller i 13 jyske byer. (Arkivfoto).
En 31-årig kvinde står ved Retten i Esbjerg tiltalt for at have tjent godt 5,8 millioner kroner på, at andre prostituerede sig i hendes 28 bordeller i 13 jyske byer. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Esbjerg, Skive, Aalborg og Kolding.

Det er blot fire af de 13 jyske byer, hvor en 31-årig kvinde i forskellige perioder fra 15. september 2017 til 30. november 2022 drev i alt 28 bordeller.

Sådan lyder det i det 27 sider lange anklageskrift mod kvinden, der efter påske står tiltalt ved Retten i Esbjerg.

Ifølge anklagemyndigheden deltog andre i driften af bordellerne.

Tjente millioner

Men det var den 31-årige, der stod for kontakten mellem de prostituerede og kunderne, betaling af husleje, indretning af bordellerne, annoncering samt indkøb af remedier som kondomer og glidecreme.

I alt skal hun ifølge tiltalen have tjent omkring 5.860.000 kroner på andres prostitution.

Så mange penge er svære at gøre rede for, og kvinden er da også tiltalt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed. 2,5 millioner kroner skal hun angiveligt have hvidvasket på forskellige måder.

Det skete blandt andet ved, at hun overførte penge til en anden person, som så betalte husleje for bordellerne, for annoncer eller simpelt hen sendte pengene til udlandet - især til Colombia og Tanzania.

Ville sløre spor

I andre tilfælde fandt den anden person ifølge anklagen andre stråmænd, som så sendte pengene tilbage til den 31-årige i mindre portioner, eller vedkommende købte elektronik, som blev leveret tilbage til forretningerne, så de fik pengene retur.

Nogle gange gjorde hun sig ifølge anklagemyndigheden ikke de store anstrengelser for at sløre sine spor.

Godt 175.000 kroner blev angiveligt hvidvasket ved, at hun købte luksusvarer kontant. Blandt andet skal hun have lagt 15.000 kroner kontant, da hun købte en taske hos Gucci i København.

Falske kontrakter

Foruden rufferi og hvidvask er den 31-årige tiltalt for dokumentfalsk. Angiveligt fik hun prostituerede ind i landet, mens der var coronarestriktioner i 2020.

Ifølge tiltalen lavede hun falske ansættelseskontrakter, hvor det fremgik, at de skulle arbejde i hendes tøjbutik i Esbjerg.

Endelig er hun tiltalt for forsøg på bedrageri. Angiveligt forsøgte hun at få 632.000 kroner fra sit forsikringsselskab for et indbrud, som aldrig havde fundet sted.

DET SIGER LOVEN OM RUFFERI

§ 233. Den, der driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes for rufferi med fængsel indtil 4 år.

Stk. 2. Den, der i øvrigt udnytter, at en anden erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. Det samme gælder den, der fremmer, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand.

Stk. 3. Den, der udlejer værelse i hotel til brug for, at en anden erhvervsmæssigt mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Kilde: Retsinformation
Powered by Labrador CMS