Efterlyser vidner til overfald
Overfaldet af fem-seks personer i boligblok
Sydøstjyllands Politi efterlyser vidner i forbindelse med et alvorligt overfald i oktober i Grindsted.
Det skriver de i en pressemeddelelse.
Overfaldet fandt sted tirsdag den 14. oktober cirka klokken 21.15 i en opgang på Tingparken 52 i Grindsted.
Fem-seks gerningsmænd
Her blev en mand i opgangen overfaldet af fem-seks endnu uidentificerede gerningsmænd.
Offeret blev efter overfaldet hastet til behandling på hospitalet.
Og nu beder politiet om hjælp i sagen.
- Vi hører meget gerne fra personer, der har set noget mistænkeligt i området omkring Tingparken tirsdag den 14. oktober mellem klokken 20.45 og kl. 21.45. -
- Det gælder både personer, der har set nogen ankomme til eller forlade stedet, eller som har kendskab til, hvem der kan have været involveret, siger politikommissær Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi.
Politiet er også interesseret i eventuel videoovervågning fra området.
Har du oplysninger i sagen, kontakt da venligst Sydøstjyllands Politi på telefon 1-1-4.