Én dræbt, en i livsfare efter ulykke
Yderligere en person er indlagt på intensivafdeling
Den alvorlige trafikulykke på Sydmotorvejen tidligere fredag har kostet menneskeliv.
Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på X.
En 81-årig mand er død af sine skader.
En 81-årig kvinde svæver mellem liv og død.
Yderligere en kvinde på 76 år er indlagt på intensivafdeling på hospitalet.
De pårørende er underrettet.
Ildebefindende
Politiet har dagen igennem arbejdet på ulykkesstedet, hvor to biler har været impliceret i ulykken.
- Ud fra de foreløbige oplysninger, vi har, så tyder det på, at føreren i den ene bil har fået et ildebefindende og er kørt ind i autoværnet og har ramt en bro, fortæller Kasper Skotte.
- Derudover er der en anden bil, som bliver ramt, men der er ingen alvorligt tilskadekomne i den bil, lyder det fra vagtchefen.
Flere helikoptere tilkaldt
Ulykken er sket ved en motorvejsbro ved afkørsel 41 ved Vordingborg, hvor der efterfølgende blev spærret i nordgående retning.
Flere ambulancer, en akutlægehelikopter og en redningshelikopter fra Forsvaret blev sendt til stedet, hvor motorvejen i nogle timer var helt eller delvist lukket.
Strækningen var igen fuld farbar omkring klokken 14.