Filippa-efterforskning: Eksperter tilkaldt

Nationalt Kriminalteknisk Center bistår politiet i eftersøgningen af den 13-årige forsvundne pige Filippa

Udgivet Opdateret

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi får hjælp af Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) til at lede efter den 13-årige Filippa, der har været efterlyst siden lørdag eftermiddag.

Det oplyser Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til B.T.

Også andre politikredse og flyvevåbnet hjælper med eftersøgningen.

- Det er vigtigt, at vi arbejder sammen i sådan en sammenhæng. Vi trækker på al den ekspertise, der er relevant, og vi møder stor velvilje, siger han.

Alvorlige sager

Landets kriminalteknikere er en del af NKC, og de kan af landets politikredse blive bedt om at hjælpe til i alvorlige sager.

Kriminalteknikere indsamler effekter og spor, som efterfølgende undersøges og analyseres.

Forsvandt lørdag

Den 13-årige pige forsvandt lørdag, da hun var ved at dele aviser ud i Kirkerup mellem Sørbymagle og Fuglebjerg, har politiet tidligere oplyst i en pressemeddelelse.

Pigen blev efterlyst lidt før klokken 16.00. Her blev hun beskrevet som værende 14 år, 172 centimeter høj, spinkel af bygning og med langt lyst hår.

Hun var desuden iklædt blåt joggingtøj, skrev politiet på Twitter. Politiet har senere oplyst, at hun retteligt er 13 år gammel.

Opfordring til borgerne

Senere kom politiet med en opfordring angående videoovervågning.

Her er alle, der har videoovervågning, eller lørdag har kørt med dashcam på sin bil i området ved Sørbymagle og Fuglebjerg, blevet opfordret til at se optagelserne igennem og ringe til politiet på telefon 114, hvis de har optagelser, der kan hjælpe i forbindelse med pigens forsvinden.Arbejder med flere scenarier

Sent lørdag aften kunne Kim Kliver fortælle Ritzau, at politiet havde sikret en række videooptagelser i sagen.

Politiet arbejder ifølge politiinspektøren med flere forskellige scenarier. Politiet ønsker ikke at oplyse, hvilke scenarier det arbejder med.

Lørdag klokken 16.00 blev den 13-årige pige Filippa efterlyst. Nationalt Kriminalteknisk Center bistår Sydsjællands og Lolland-Falsters politi med eftersøgningen.
Lørdag klokken 16.00 blev den 13-årige pige Filippa efterlyst. Nationalt Kriminalteknisk Center bistår Sydsjællands og Lolland-Falsters politi med eftersøgningen.

OVERBLIK: FILIPPA PÅ 13 ER FORSVUNDET

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har igangsat en storstilet eftersøgning af den 13-årige pige Filippa.

Hun forsvandt lørdag, da hun var ved at dele aviser ud i Kirkerup mellem Sørbymagle og Fuglebjerg.

Her får du et overblik over, hvad vi ved om sagen:

* Lidt før klokken 16.00 lørdag den 15. april efterlyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi Filippa. Hun beskrives som værende 14 år, 172 centimeter høj, spinkel af bygning og med langt lyst hår. Derudover er hun iklædt blåt joggingtøj.

Politiet retter senere hendes alder til 13 år.

* Omkring en time senere udsender politiet en opfordring vedrørende videoovervågning.

Her opfordrer politiet alle, der har videoovervågning eller har kørt med dashcam på sin bil lørdag i området ved Sørbymagle og Fuglebjerg, om at se optagelserne igennem og ringe til politiet på 114, hvis de har optagelser, der kan hjælpe i forbindelse med pigens forsvinden.

* Pigen færdiggjorde sin avisrute lørdag klokken 11.30.

Det meddelte hun via et telefonopkald til faren. Derefter har familien ikke hørt fra hende. Det fortalte faren til Ekstra Bladet lørdag eftermiddag.

Efterfølgende fandt familien ifølge faren den 13-åriges cykel, taske og telefon i vejkanten.

* Lidt før klokken 18.00 udtalte politiinspektør Kim Kliver, at politiet "ser på sagen med allerstørste alvor".

Alle, der kan have informationer om den 13-årige piges forsvinden, opfordres til at kontakte politiet hurtigst muligt.

* Senere oplyser politikredsen, at der i forbindelse med eftersøgningen er en helikopter i området over Sørbymagle og Fuglebjerg.

* Omkring midnat oplyser Kim Kliver, der er politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til B.T., at Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC) og andre politikredse også hjælper med eftersøgningen.

Kilde: Twitter, Ekstra Bladet, pressemeddelelse fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi og B.T.
Powered by Labrador CMS