Finder sovende mand på bagsædet i sin bil

Bilejeren fik en højst mærkværdig start på dagen

Udgivet Opdateret

En beboer på Skovstjernevej i Randers NV fik sig noget af en overraskelse, da han mandag morgen satte sig ind i sin bil hjemme i indkørslen.

På bagsædet lå der nemlig en fremmed mand og sov. 

Den overraskede bilist steg hurtigt ud af sin bil og tog kontakt til politiet. 

Det skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport. 

Problemer med hukommelsen

Den sovende fremmede viste sig at være en 26-årig mand, der ikke helt kunne huske, hvordan han i løbet af natten var endt i den ulåste bil. 

Den 26-årige blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen. 

Og han fik også en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer, eftersom han havde en mindre mængde kokain på sig.

Slip for overnattende gæster 

Politiet opfordrer alle bilejere til at låse deres bil, når de forlader den. 

Både for at undgå tyveri af værdigenstande eller selve køretøjet, men også for at undgå besøg fra uønskede overnattende gæster.

Den sovende mand endte med at få to sigtelser på halsen. (Arkivfoto).
Den sovende mand endte med at få to sigtelser på halsen. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS