Flere risikerer at miste kortet

Og ung bilist får kørselsforbud

Offentliggjort

Flere bilister risikerer at miste kørekortet efter en fartkontrol  på Nordhøj i Køge mandag.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Da der alt for ofte bliver kørt for stærkt på strækningen, havde Midt- og Vestsjællands Politi sendt en færdselsbetjent med lasermåler i aktion på Nordhøj.

Og ud over de andre, der "blot" kørte for stærkt, havde fire bilister så meget fart på i 50-zonen, at de riskerer at miste deres kørekort.

  • Klokken 16.35 - 45-årig mand fra Køge målt til at køre 85 km/t
  • Klokken 17.12 - 45-årig mand fra Havdrup målt til at køre 85 km/t
  • Klokken 17.31 - 55-årig mand fra Frederikssund målt til at køre 89 km/t
  • Klokken 17.45 - 19-årig mand fra Solrød målt til at køre 91 km/t
  • Kørselsforbud

    De fire slemme fartsyndere kørte så stærkt, at de nu står til en betinget frakendelse af kørekortet og bøder på mellem 4.200-4.800 kroner. Derudover kommer et bidrag til Offerfonden på 500 kr, som blandt andet går til ofre i trafikulykker.


    De tre ældste vil inden for et halvt år skulle bestå både en teori- og en køreprøve for at beholde kørekortet.

    Værre er det for den 19-årige.

    Da han er ny bilist kan han forvente et omgående kørselsforbud.

    Det betyder, at han når sagen er afgjort skal bestå en kontrollerende teori- og køreprøve før han igen må køre bil, mens de tre ældre bilister, må køre bil, mens de venter på at komme til prøve.

Powered by Labrador CMS