Flere veje helt spærret
Fastkørte bilister kommer til at vente i flere timer på hjælp fredag aften
Flere veje i Syd- og Sønderjyllands Politikreds er fredag aften helt spærrede på grund af uheld og snefygning.
Det skriver vagtchefen på X.
Lige nu er Vardevej mellem Tistrup og Gårde spærret af en lastbil der holder på tværs.
Der kommer til at gå op til 3 timer inden den fjernet.
- Stedet kan IKKE passeres. Søg alternative ruter, skriver vagtchefen.
Flere timers ventetid
Og på Diagonalvej mellem Bevtoft og Gabøl-rundkørslen, er flere biler kørt fast i sneen.
Der er massiv kø på stedet.
Der er flere timers ventetid på vejhjælp til de fastkørte biler.
Heller ikke dette sted kan passeres.
Advarede tidligere fredag
Syd- og Sønderjyllands Politi udsendte tidligere fredag en opfordring til borgerne i politikredsen om at udsætte unødig udkørsel.
Der har heldigvis endnu ikke været uheld med personskade.
Skal man ud på vejene i Syd- og Sønderjyllands Politikreds trods snevejr, fygning og hård frost deler politiet følgende generelle råd:
- Overvej, om det er nødvendigt at være ude, når vintervejret er værst
- Hvis du er i bilen, så sørg for at have varmt tøj med, strøm på telefonen og evt. en skovl, så du kan grave dig fri
- - Husk livsvigtig medicin
- - Husk: ned med farten og op med afstanden til de forankørende
- - Sigtbarheden kan være hæmmet. Kør efter forholdene
- - Hold dig opdateret om vejret via DMI og trafikinfo.dk