- Jeg havde en promille på 4,2

Susanne Hauge Jepsen faldt om med en enorm promille, og vågnede op på hospitalet

Udgivet Opdateret

Susanne Hauge Jepsen blev i oktober fundet i en baggård i Vejle med en livsfarlig promille på 4,2.  

Hun var stærkt medtaget af blodmangel efter det voldsomme indtag af alkohol. 

Nu efterlyser hun de mennesker, der hjalp hende med at komme på hospitalet om aftenen den 27. oktober sidste år. 

For de har været med til at redde hendes liv, som alt for længe har handlet om druk og alkohol. 

- Jeg kan ikke huske de fandt mig, siger Susanne Hauge Jepsen til newsbreak.dk.

Var lidt træt

Hun fortæller, at hun før den aften, hvor hun blev fundet i baggården, sad med nogle stykker hjemme hos hende og drak nogle øl, og bagefter ville de ned på Kirkens Korshær i Vejle for at drikke videre.

- Jeg kunne da godt mærke, at jeg var lidt træt, og tænkte, at det var ganske normalt, når man har drukket, fortsætter hun.

Herefter gik 'holdet' i Mariaparken i Vejle, og der begyndte de at drikke vodka. Det gjorde de også på Kirkens Korshær. 

Herfra ville hun så gå fra Mariaparken, men her faldt hun om. 

Hun kan ikke rigtig huske, hvad der skete, men hun rejste sig igen eller blev samlet op, og så gik hun videre derfra. 

 - Og så faldt jeg om igen dernede ved Dæmningen, siger Susanne Hauge Jepsen.

Fik to poser blod

Det næste hun husker er, at hun vågnede op på hospitalet, og her sagde personalet til hende, at hun skulle have blod, fordi hun havde mistet en del.

- Så bliver jeg så deroppe, og får de to poser blod der, og så scanner lægen mig og siger: 

- Du har en snert af skrumpelever.

Det fik Susanne Hauge Jepsen til at tage en livsændrende beslutning. 

Hun ville ikke drikke mere, for hendes mor døde også af skrumpelever og af skrumpehjerne, fortæller hun. 

- Der blev jeg godt nok lige forskrækket.

Moderen døde

Hendes mor døde i januar 2019. Inden da kæmpede moderen i et år, hvor hun ikke drak. 

 Susanne Hauge Jepsen har ikke rørt alkohol siden hun faldt om i en baggård den oktober-aften i en baggård ved Dæmningen i Vejle. 

- Jeg håber på, at dem, der fandt mig, læser mit oplæg, og historien med, hvor jeg var faldet om henne, og hvor høj min promille den var, og at jeg er okay i dag.

Hvor høj var den?

- 4,2. De sagde også til mig på sygehuset: 'Der er en eller anden, der holder hånden over dig'. 

Og så havde jeg en blodprocent på 3,2. Det vil sige, at jeg manglede blod, fortæller hun. 

Hendes voldsomme alkoholforbrug gjorde, at hun heller ikke spiste eller drak.

- Jeg spiste næsten ikke, og jeg kastede op hele tiden.  

SUSANNE EFTERLYSER DE MENNESKER, DER REDDEDE HENDES LIV

Susanne Hauge Pedersen vil stadig gerne i kontakt med den eller de personer, der hjalp hende på sygehuset den aften, hvor hun faldt om. Det var den 27.oktober i en baggård ved Dæmningen i Vejle sidste år.

Derfor lagde hun den 8. marts et opslag op i Facebook-gruppen 'Det sker i Vejle', hvor hun efterlyser vedkommende, der fandt hende, så hun kan takke dem.

Derfor sagde hun også ja tak til et interview i Vejle Amts Folkeblad for nylig, fordi hun håber, at de vil læse interviewet.

Kilde: Susanne Hauge Pedersen

Hun blev indlagt den 27. oktober, men kom hjem allerede dagen efter, og så tog hun beslutningen om, at hun ikke ville drikke mere. 

Hvad var det så, der gjorde, at du tog beslutningen?

- Det var, at jeg ville ikke dø nu. Jeg er kun 48 år. 

Siden da er det gået fint med livet. Hun drikker ikke mere, og hun vil ikke at have, at folk er fulde, når de er hos hende. 

Hun har meldt sig ind i et vikarbureau, og hun er begyndt at få kontakt til sine børn, som hun har otte af. Hun har også fem børnebørn.

Fik barn som 16-årig

- Jeg sluttede af med tvillinger for 15 år siden, og så var det slut. 

Hun fik sit første barn som 16-årig, og det var alt for tidligt, fortæller hun.

Hun ser i dag sin 16-årige datter, der er begyndt at komme på besøg hos hende, og så skriver hun med sin anden datter.

- Og de andre børn, de skal lige have lidt mere tid, siger Susanne Hauge Jepsen.

  Hun venter på, at de ser, hun har forandret sig, og at hun kan overholde aftaler og så videre.

- Hvis jeg havde fået noget at drikke, så ville jeg ikke se dem. 

De fire små bor i plejefamilie, og hendes andre børn er voksne. 

Det har egentlig ikke været svært for hende at stoppe med at drikke, og Susanne Hauge Jepsen er evigt taknemmelig for de mennesker, der hjalp hende til et nyt liv efter den aften, hvor hun faldt om. 

Sommerfugle i maven

Men hun har ingen idé om, hvem de er. 

- Det vil gøre mig rigtig glad at vide, at de her mennesker ved, at de bare har gjort noget godt. 

Hvad vil du gøre, hvis du finder dem?

 - Jeg vil da takke dem. Helt vildt. Give dem blomster og chokolade. Og så vil jeg spørge dem, hvad der var sket. Jeg vil også rigtig gerne møde dem, og sige tak til dem. Jeg får helt sommerfugle i maven.

I løbet af de sidste fem måneder har hun tænkt meget på de mennesker, der fandt hende, også når hun går ture. 

- De har jo reddet mit liv, for var jeg ikke blevet fundet, så havde jeg ikke siddet her i dag.   

Powered by Labrador CMS